EMNER

Generationsskifte i installationsfirma

Fem medarbejdere køber aktierne, mens Erik Lytzen bliver formand

De fem ejere af Erik Lytzen A/S: Fra venstre Mogens Jepsen, Thomas Nielsen, Lars Jensen, Anders Lytzen og Lars Libak.Foto: Tao Lytzen

De fem ejere af Erik Lytzen A/S: Fra venstre Mogens Jepsen, Thomas Nielsen, Lars Jensen, Anders Lytzen og Lars Libak.Foto: Tao Lytzen

HJØRRING:Firmaet Erik Lytzen A/S har nu gennemført et glidende generationsskifte. Det betyder, at Erik og Lena Lytzen nu har solgt sine aktier til de fem medarbejdere, som for fem år siden købte 49 pct. af aktierne. Ægteparret stopper ikke med at arbejde af den grund. Erik Lytzen skal være bestyrelsesformand i Erik Lytzen A/S, hvor Lena Lytzen fortsat vil være økonomichef. Erik Lytzen fortsætter også som direktør i selskabet Lytzen Tele-Data A/S, hvor Lena og Erik Lytzen fortsat ejer 51 pct. af aktierne. - Vi begyndte dette generationsskifte for fem år siden. Dengang splittede vi vores holdingselskab op i tre aktieselskaber. I de to af dem købte medarbejdere aktier. Erik Lytzen A/S, som nu fuldt ud er solgt videre, har omkring 60 ansatte. Man udfører alle slags el-installationsopgaver, ventilation og automationsopgaver. Direktør bliver Lars Libak, som er medejer sammen med Thomas Nielsen, Lars Jensen, Mogens Jepsen og Anders Lytzen. - Det er så dejligt at se over de her fem år, at de fem har vist, at de kan køre firmaet. Vi er nye indenfor ventilationsmarkedet, men det er allerede inde i en rigtig god gænge, siger en tilfreds Erik Lytzen. Det tredje selskab, som blev skilt ud for fem år siden, Lytzen Belysning A/S er droslet ned. Det var dette selskab, som drev Lysmesteren, som nu er lukket. - Vi har forladt det koncept. I dag driver vi udelukkende InLyz, som primært er kvalitetsbelysning til boliger, siger Erik Lytzen. Han håber naturligvis, at den goodwill, firmaet Erik Lytzen A/S har haft blandt folk, vil fortsætte hos de nye ejere. - Det ligger i hvert fald i den måde, vi har foretaget generationsskiftet på, siger Erik Lytzen. Grundlaget for aktieselskaberne blev grundlagt i 1970, hvor Erik Lytzen, 63 år, købte installationsvirksomheden Valdemars Petersens eftf. i 1970. Det var hans læremesters forretning, og der var kun mester, en kontordame samt to læredrenge. Lena og Erik Lytzen har tre børn, men ingen af dem har haft lyst til at fortsætte firmaet.

Forsiden