Generationsskifte skal planlægges i god tid

120 ledere med i projekt om at tænke lederskiftet ind op til 10 år i forvejen

Flemming Junker
Frede Thomsen har fået meget at tænke over ved at være med i projektet.Arkivfoto: Michael Koch
Støvring 1. februar 2009 00:25

Et generationsskifte tager tid og skal forberedes flere år i forvejen. Det har malermester Frede Thomsen fra Fredes Farver i Støvring erkendt: - Man skal være indstillet på at investere både tid og penge i processen, for at den glider så let som muligt, siger han. Frede Thomsen er en af deltagerne i Projekt Overskud, der skal klæde 120 nuværende og kommende ledere på til generationsskifte. Projektet ledes af Håndværksrådet i samarbejde med Selandia-CEU og AMU-Nordjylland. Rådets ekspert i generationsskifte giver Frede Thomsen ret i, at der skal afsættes god tid. Faktisk bør en håndværksmester allerede ti år, inden han vil sælge virksomheden videre, spørge sig selv, hvad han gerne vil have for den. - Hvis man vil have et succesfuldt forløb og en god pris for sin virksomhed, er det nødvendigt, at man begynder i meget god tid, siger afdelingschef Anne Holm Sjøberg, der leder Projekt Overskud. Hvad er der tilbage efter mig? Hun peger på et særdeles vigtigt spørgsmål, som en håndværksmester må stille sig selv, længe før han eller hun har tænkt sig at sælge virksomheden: - Hvad er der egentlig tilbage af virksomheden, hvis jeg trækker dig? Det er jo resten af virksomheden, der skal sælges til en ny mester, og jo mere viden, der ene og alene ligger hos sælgeren, desto mindre er virksomheden værd for en køber, understreger Anne Holm Sjøberg. - Populært sagt må sælgeren arbejde målrettet for at gøre sig overflødig i driften af virksomheden. Han eller hun skal sørge for at klæde medarbejderne på til at køre videre under en ny ledelse og dele ud af sin viden i årene frem til generationsskiftet, tilføjer hun. Frede Thomsen i Støvring synes ikke, at det gør noget, det med at være i god tid. Så får man nemlig også en chance for at vænne sig til tanken: - Det med bare at aflevere nøglen, det er jeg ikke klar til mentalt. Jeg ser det som en god ting at kunne være lidt ind over firmaet i den tredje alder som sådan en slags fødselshjælper, siger Frede Thomsen. Han fortæller, at Projekt Overskud har givet ham meget at tænke over: - Jeg har fået øjnene op for en masse ting, der skal falde på plads. Hvis ikke vi havde deltaget i projektet, havde det været sådan noget med de forhåndenværende søms princip. Nu har vi fået en helt anden proces sat i gang, siger Frede Thomsen Mangel på rådgivning Anne Holm Sjøberg mener, at det er et problem, at mange nuværende virksomhedsejere ikke ved, hvor de skal finde hjælp, når de vil i gang med at planlægge overdragelsen af deres virksomhed: - Der er masser af muligheder for at få rådgivning, hvis man er iværksætter. Men det er anderledes besværligt, hvis man vil afhænde sin virksomhed. - Derfor arbejder vi nu på at klæde blandt andre erhvervsskolerne og vores brancheorganisationer på til at tage sig bedre af virksomhedsejerne på dette område, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...