Nordjylland

Generationsskifte: Søg professionel hjælp

Der er flere ting at tænke på, når en virksomhed skal gives videre

NORDJYLLAND:De fleste små og mellemstore virksomheder herhjemme bliver ikke købt. De bliver solgt. Så firkantet kan det siges, mener flere eksperter. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhedsejer ikke bare læner sig tilbage og venter, når man nærmer sig "den tredje alder". Der er en række ting, man selv kan og skal gøre, for at generationsskiftet kan gennemføres smertefrit. - Jeg har set virksomhedsejere, som fortsætter, til de er 85, men som egentlig helst vil stoppe. De er simpelthen ikke godt nok klædt på til at få foretaget et generationsskifte, fortæller Jette Nøhr, der er chefkonsulent i Dansk Industri. Hun har blandt andet være med til at skrive en bog, der skal hjælpe organisationens medlemmer til at få foretaget et ordentligt generationsskifte. - Det vigtigste er at komme i gang i god tid. Men derudover er der også andre ting, der skal være i orden. Det handler om at trimme virksomheden til en overtagelse, fortæller Jette Nøhr. Spar til pension "At trimme virksomheden" er et begreb, der bruges af de fleste folk, som beskæftiger sig med generationsskifte. Det handler om gøre virksomheden klar til overtagelse. For eksempel skal arbejdsgangene skrives ned, fordi de ofte ikke sidder andre steder end på chefens rygrad. Desuden er det enormt vigtigt at gøre sig klart, om der er nogle nøglemedarbejdere, der vil forsvinde, når chefen selv forsvinder. Efterfølgeren skal have en mulighed for at få et helt klart indtryk af, hvad det er for en virksomhed, han skal overtage. - Samtidig må man for alt i verden ikke gøre sig for afhængig af, at virksomheden bliver solgt til en meget høj pris. Det er en god idé at have en pensionsopsparing, selv om man har en virksomhed, som man regner med at sælge. Ellers er man nødt til at forlange en alt for høj pris, siger Jette Nøhr. Hun opfordrer også til, at man mange år i forvejen kigger efter mulige efterfølgere i alle de kredse, man færdes i. Både blandt medarbejdere, kolleger, leverandører og endda konkurrenter, selv om det sidstnævnte er en ubehagelig tanke for mange mennesker. Start i god tid Men udfordringerne slutter ikke, når den helt perfekte efterfølger, som man har den rigtige kemi med, er fundet. Det er afgørende, at der er enighed om, hvordan overgangen skal foregå. - "Et glidende generationsskifte" lyder jo meget tiltalende. Men det er ikke altid en god idé. Der vil ofte opstå tvivl om, hvem der egentlig er lederen, hvis den gamle chef bliver hængende for længe. Det kan irritere den nye ejer voldsomt og måske få det hele til at gå i vasken, siger Jette Nøhr. Hun understreger samtidig, at det naturligvis heller ikke bare handler om at aflevere nøglen og så sige farvel. Man må sørge for at præsentere den nye ejer for kunder, leverandører og medarbejdere. Vise at man tror på ham eller hende. Ellers kan andre heller ikke tro på vedkommende. - Og så gælder det altså også om at søge professionel hjælp. Der er mange, der tror, at det her ordner vi selv eller med vores revisor. Men det kan anbefales at finde et revisorfirma, der har specialiseret sig i generationsskifte. Der er så mange specielle skatteregler, som det kan betale sig at være opmærksomme på, og som kan gøre generationsskiftet lettere, fortæller Jette Nøhr. - Men det må understreges en gang til, at det først og fremmest gælder om, at starte i rigtig god tid. Det er hele nøglen. Kommer man for sent, så er risikoen for, at det går skidt, enormt stor, fortæller hun.