Musik

Genfødt med nyt for

Det var vist noget med, at jeg en glad solskinsmorgen - i sammenhæng med, at jeg udtrykte min anerkendelse af, at voksne mænd bliver ved med at synge sange om kærlighed og længsel - syntes at jeg måtte sige noget smånedsættende om deres hang til at iklæde sig læderjakker. Ikke fordi jeg mente det, men jeg troede vel, at det ville please de kvindelige kolleger. Et forehavende, der er dømt til at mislykkes, men ... Kom også til at sige noget om min egen havarerede læderjakke og dens triste kældertilværelse, som blev indledt, da rockerne var i krig, men som langt hen af vejen skyldes, at mine børns mor synes, at jeg var vokset fra jakken. Aldersmæssigt! Men kollegerne skar mig ned som en tøffelhelt. Men der var jo også det med foret, der var ødelagt! Om jeg ikke vidste, at der fandtes skræddere? Og nej, sidst jeg stødte på sådan én, var i en roman, men nu ved jeg, at stort alle andre frekventerer en skrædder. Af asiatisk herkomst. Hjemme henkastede jeg en lille bemærkning om episoden og fik ét af de spørgsmål, der gør kvinder så elskbare: - Jamen, hvorfor får du ikke bare sat nyt for i den jakke? Som om. En anden dag færdig-gjorde jeg så projektet med at afmontere foret. Det var dumt, viste det sig senere, men i øjeblikket syntes det begavet, fordi det tillod mig at fjerne det mellemfor, der under uheldige omstændigheder havde taget fugt til sig. Fugt som den omtalte kældertilværelse ikke have tilladt det at slippe af med i tide. En tredje dag stod jeg så i en anden kælder. En skrædderkælder, hvor det blev kommenteret, at jeg havde klippet foret ud. - Det gør det majet svært. Majet svært, sagde skrædderen, der dog godt kunne sy et nyt for, men det til et beløb, som ingen vil have fornøjelse af at kende størrelsen af. Et beløb som ikke stod bare tilnærmelsesvist i forhold til jakkens pris, dengang den blev købt. Det nævnte jeg ... men man laver slet ikke jakker af den kvalitet mere. Slet ikke. Majet fin jakke. Mærk selv! Om det var fordi, jeg også selv syntes, at kalvene de seneste år har set noget tyndhudede ud, ved jeg ikke, men i hvert fald ombestemte jeg mig på vej ud af butikken. Det var nu eller aldrig, det skulle afgøres, om jakken skulle leve eller dø. Og hvem tager livet af en jakke, der på bedste vis havde afløst den lånte ditto, som var nødvendig, dengang jeg var journalist i København og måtte hænge på bar med 20 af de filterfri i den lille praktiske lomme, der sikkert kan bruges til mobiltelefon i dag. Eller bilnøgler. Sy, bad jeg og betalte et forskud. Nu har jeg så hentet den. Betalt restsummen og forsigtig iklædt mig læderhuden ved enkelte lejligheder. Min datter fnisede ikke, da hun spurgte, om jeg havde haft den på på arbejde, og om nogen sagde noget til det. Men jeg tror, hun havde lyst. Og det kan da godt være, at den ser lidt fjollet ud, men den er rar at have på. Og måske skriver den en dag en sang om både kærlighed og længsel?