Genfødt midtvejs

Der var engang, da jeg - ung og naiv- mente, at når den store viser nærmede sig de 50, så var det ved at være slut. De sidste år frem mod pensionen skulle henslæbes i lædersofaen med en pude i ryggen og med fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Måske med et enkelt glas portvin og et stykke kransekage, når det skulle være rigtig festligt om fredagen. Men man har lov at blive klogere. Det gør man jo med alderen, og jo.... det passer faktisk. For det er slet ikke slut. Det er efterhånden gået op for mig, at det er teenagerne, dem i begyndelsen 20'erne og så os, der har rundet de 50, der holder festen i gang i det nordjyske. Det er os, der går til koncerter og udstillinger, det er os, der tager ud og spiser, og det er os, der bagefter fylder op på værtshuse. Der er en dyb sandhed i den muntre bemærkning til den 49-årige, der får barn med sin nye, unge og stadig smækre kone, at han er blevet slået hjem i Ludo, lige før målstregen. Lige før han ville have fået sit liv tilbage. Lidt brugt, slidt og ramponeret, men dog hans eget. For mens børnefamilierne tumler med at skaffe penge til vuggestuer, børnehaver, fritidsordning, mens de går til arbejdslørdage i institutionerne, er holdleder for puslingeholdet, skal til de evindelige skole-hjem-samtaler, hente ungerne hjem efter fugtige fester - så er den slags behagelig fortid for den halvgamle og nu børnefri generation. Og vi ser egentlig stadigvæk forbavsende godt ud. De par rynker, der er kommet til, gør ikke alverden. Vi er alle sammen begyndt at bruge læsebriller, og de kan jo passende blive liggende i jakkelommen.