Musik

Gengangernes store skovtur

Skovrocks tilskuere kommer igen år efter år

AALBORG:De første er der allerede ved 17-tiden. På plænen overfor indgangen til Skovrock sidder de med madkurve og flasker, for der skal selvfølgelig varmes op til aftenens koncert under bøgetræerne. De frivillige har været på tæerne siden morgenstunden, og nu er de første gæster så småt ved at indfinde sig. Nordjyske etNOir er første band på scenen, men der er ikke mange, som vier dem den fortjente opmærksomhed. For Susanne og Svend Sørensen handler det i hvert fald om at få lidt at spise sammen med søsteren Lilian Olsen og dennes mand Bent Nielsen. - Vi er nærmest vokset op med Skovrock, fortæller hun. - Vi har i hvert fald været her utallige gange, og vi skal også afsted igen i morgen, når der er Run Rig. - Ja, og også til Lars Lilholt, supplerer Svend. - Ham skal vi helst se hvert år, for han er bare alletiders, understeger han. Svend mener ligesom den øvrige flok, at Skovdalen er ideel til koncerter. For kommer man i god tid, kan man altid komme til at sidde ned, og der er fint udsyn fra alle pladser. - Og så synes jeg faktisk også, at lyden er bedre her end i Aalborghallen. Det må du gerne skrive, tilføjer han. Publikum til Skovrock er ikke ligefrem teenagere, men det har den lille familie ikke spor imod. - Så slipper man da for at vise ID-kort, griner Svend. Nikolaj-fans etNOIR knokler stadig på scenen, men det er ikke dem Ole Pedersen og Ryan Olesen er kommet for at se. - Nej, vi skal se Nikolaj & Piloterne. Det er derfor vi er her, forklarer Ole. Han er kørt hele vejen fra Herning, for i morgen er der fodbold - og hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? - Jeg ved ikke, om vi er fans. Men vi læste da om det på Nikolajs hjemmeside, fortæller Ryan. Han er godt tilfreds med arrangementet i Skovdalen - og Big Fat Snake? Ja, dem tager han bare med i købet. - Er de også lokale, spørger han med et smørret grin. Der er efterhånden ved at være fyldt godt op på siddepladserne, og langt de fleste er gengangere. For Skovrock handler nemlig også om at have det rart sammen. - Det er som een stor skovtur - alle kender hinanden, mener Michael Hedegaard, som sælger popcorn. Han bor til daglig i Århus, hvor han læser til arkitekt, men hver sommer tager han tjansen som popcorn-sælger - både til Skovrock, Nibe Festival og andre store koncerter. - Det er alletiders måde at tjene penge på. Jeg startede for 11 år siden, og selvom jeg ikke var ret gammel, fik jeg lov at hjælpe lidt til i min kammerats fars firma, fortæller han. Michael glæder sig som gammel aalborgenser over at se de samme ansigter år efter år. Men personligt håber han også, at der bliver plads til lidt fornyelse, - Det ville da være fedt, hvis Skråen fik lov at udvide heroppe. Så kunne vi måske få nogle lidt større navne, for det savner byen i den grad, mener han. Større scene Og Jørgen Nissen fra Skråens Venner er ganske enig. Han jubler over, at Skovrock i år har fordoblet tilskuer-antallet, for det betyder blandt andet et godt tilskud til det kommende million-projekt omkring Nordkraft. - Men vi drømmer også om at udvide scenen her i Skovdalen, fortæller han. - Kommunen har allerede givet tilsagn om at hjælpe, og er vi heldige, kan det måske stå færdigt til næste sommer. Jørgen Nissen hjælper selv til, hvor han kan, og alt kører tilsyneladene som en velsmurt maskine. etNOIR er færdige, og det tager kun Skråens crew et kvarter, at gøre klar til Nikolaj & Piloterne. Klokken 19.50 præcist går de på scenen med et "Hva' så Aalborg, har I det godt?" De grå tindinger er stadig i overtal, men foran scenen danser de yngre, og Nikolaj får dem hurtigt til at synge med. - Jeg vil vide, du er min. Jeg vil vide, du er min... Ole og Ryan har allerede fundet et par kønne piger at danse med. Og selvom den hårde kerne stadig varmer op til Big Fat Snake på plænen udenfor, er skovfesten i fuld gang.