Genhør med Gårdmusikken

Musikforeningen Crescendo har valgt den sommerfestlige lørdagsmusik i Bies Gård

Italien 1. juni 2003 08:00

HOBRO: - Nogen overskuds-forretning bliver det ikke. Men alligevel glæder vi os enormt til at spille op til sommerens lørdagsmusik i Bies Gård, siger Morten Jakobsen, Hobro, formand for Musikforeningen Crescendo. Ni sommerlørdage i træk med første udspil pinselørdag 7. juni er det Crescendo, der har valgt musikken i den gamle bryggergård. Ouverturen spiller den lokale festmusiker og troubadur, Flemming Både, der både giver den en på harmonikassen og fortæller små lystige anekdoter og historier. Crescendo har overtaget den musikalske arrangørrolle fra Hobro Handelsstandsforening, der efter Anderledes Lørdag-sæsonen 2001 besluttede at droppe Gård-musikken. Den chokmelding røg dog hurtigt ind på hitlisten over upopulære beslutninger. Både publikum og forretningsdrivende savnede lørdags-musikken, som skabte ekstra folkeliv i byen. I sin afskedsberetning noterede handelsstandsforeningens formand, Jacob Meulengracht, da også, at han ville blive skuffet, hvis der ikke igen i 2003 blev spillet op til lørdagsmusik i Bies Gård. Crescendo klar i kulissen Kort tid efter viste det sig, at Musikforeningen Crescendo stod klar i musikkulissen til at tage over og svinge taktstokken. Og efter et års musikpause har Crescendo med 15.000 kommunale kroner som ballast sammensat et program, som både byder på rock- og popmusik, swingende jazzmusik, festmusik og folkesang. Plus et genhør med iørefaldende evergreens spillet af Bie Centrets Husorkester. - Vi mener, vi har sammensat et program, som opfylder vore intentioner. Nemlig gratis musikunderholdning for alle. Samtidig får vi lejlighed til at profilere os som en musikforening for alle, siger Morten Jakobsen. Selv skal Crescendo-formanden spille med på Gård-scenen 28. juni, når det unge Hobro-band, Misha, fyrer sine egne kompositioner af. Mere rock kan opleves 21. juni, hvor de garvede rockmusikere i The Zar er på Gård-scenen. Langt yngre er musikerne i Lazarus, som 12. juli spiller akustisk popmusik. Afgangssignalet til swingende jazzmusik fløjter Inter City Seven 14. juni, og festmusikeren Bent W. er solist lørdag 19. juli. Bie Centrets Husorkester er spilleklar 5. juli, mens 26. juli endnu er ubesat. Mini og Musikfestival Plakatsat til at afslutte lørdags-underholdningen er folkesangeren Mini lørdag 2. august, som hele dagen vil står i musikkens tegn. Indtil midnat skruer Crescendo op for Hobro Musikfestival på hele tre scener med Carpark North som finaleband. Crescendo håber, at det valgte musikprogram er bæredygtigt og vil falde i folks smag. Om Gård-scenen kan bære hele sommeren igennem er derimod mere tvivlsomt. Den er ved at mørne!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...