EMNER

Gennem EU udnyttes u-lande på det groveste

BISTAND:Hvor bliver pengene af? spørger Linda Jonasson 30.9. Hun mener pengene til u-landene. Man vil ret hurtigt opdage, at vi giver med den ene hånd og tager så rigeligt med den anden hånd, og så er det straks mere forståeligt, at u-landene ikke snart begynder at komme ovenpå. Gennem EU er Danmark med til at udnytte u-landene på det groveste, fordi vi gennem høje toldsatser, indviklede kvote-ordninger og andre importbegrænsninger gør alle mulige krumspring for at holde u-landenes varer ude. Samtidig giver EU tilskud til landbrugsproduktionen og garanterede mindstepriser, hvorefter produktionen af landbrugsvarer bliver så stor, at den ikke kan sælges på de normale eksportmarkeder. Derefter giver EU på ny tilskud til eksport af landbrugsvarer, så overskudsproduktionen kan sælges til de lande, som normalt ikke handler med Danmark, og herved er vi yderligere med til at ødelægge det for de fattige lande. Skal vi fortsat have et EU med garanterede mindstepriser og alle mulige former for tilskud, bliver fattige lande endnu fattigere.