Musik

Gennem Ibrahims øjne

Forleden sprang kastanjetræerne endelig ud. Det var en af de her fantastiske forårsdage, hvor solen skinner, temperaturerne når over ti grader og man begynder at tro på, at man har klaret sig igennem endnu en vinter. Jeg elsker København, når de første solstråler på en fredag får folk til at finde sommertøjet frem, og man ved, det vil strømme ind med sygemeldinger mandagen efter. Når duften af friskbrygget caffè latte blander sig med bilosen, og gaderne fyldes af musik og fest – en fest, der varer lige til bladene falder af træerne, og vi atter går i hi i vores små lejligheder. Magien har vel altid været der – men jeg så den først rigtig, da jeg fik besøg af min ven Ibrahim for et par somre siden. Første gang, jeg mødte Ibrahim, var i Bagdad under invasionen af Irak. Han arbejdede som kameramand for en norsk tv-station, og med sin palæstinensiske baggrund og opvækst i både Jordan og Ramallah kom han nemt i snak med irakerne. Når mørket faldt på, og udgangsforbudet trådte i kraft, diskuterede vi politik, religion og dagens begivenheder, mens lyden af rullende tanks og salver fra automatvåben uden for blandede sig med de beroligende boblelyde fra vandpiben. Et halvt år senere meldte Ibrahim sin ankomst i København. Det var august og hedebølge, og han kom forbi den danske hovedstad, fordi tv-stationen i Norge havde inviteret ham til Norden som tak for indsatsen i Irak. Det var første gang, han satte sine ben i Europa, og han ville gerne have en rundtur i København. Med minderne fra Bagdad in mente synes jeg pludselig ikke, der var så meget at vise frem. Den lille Havfrue? For lille. Nyhavn? For meget bajer og brandert for en muslim, der aldrig har rørt en dråbe alkohol. Ibrahim var forundret over de mange cyklister på Nørrebrogade, og han kunne ikke lade være med at kigge efter pigerne, der trådte til i pedalerne, mens sommerskørterne flagrede i vinden. - Hun … hun havde ingen trusser på! udbrød han pludselig og pegede efter en af cyklisterne. Jeg forklarede, at det skam godt kunne tænkes, at han havde set rigtigt. Men at man sagtens kan snuppe en cykletur og beholde bukserne på. Som sagt så gjort. Vi lejede en cykel til Ibrahim, og han grinede frydefuldt, da vi kort efter begav os ud mod Christianshavn og videre mod Christiania. - Se! Ingen hænder! pralede den 33-årige mand og forklarede, at kun børn cykler i Ramallah. Han havde ikke siddet på én siden sin barndom på Vestbredden. På Christiania var der som sædvanlig godt gang i hash-handlen i Pusher Street. Ibrahim havde sit lille video-kamera med, som han blev bedt om at slukke af gadens erhvervsdrivende. Varmen fik bjergene af hundelort til at stinke ubegribeligt, og Ibrahim kiggede nervøst efter de mange gadekryds i pony-størrelse. Nede ved vandet var der som altid fredfyldt. Turister og christianitter drak øl, slikkede sol og førte dæmpede samtaler. Ibrahim var forvirret. - Bor de her frivilligt? Hvorfor vil de det? Når her er så … beskidt? spurgte han. Jeg begav mig ud i en slags forklaring om frihed og alternativ til det etablerede samfund, men det fik ikke Ibrahim til at ændre holdning. - Jamen … de er jo fattige! sagde han. Vi hoppede på cyklerne igen og kørte ud på Islands Brygge, hvor Havnebadet var åbent for vandhunde. Børn, mænd, mødre og bedsteforældre i badetøj. Solhungrende unge kvinder i bikini flirtede med jævnaldrende af modsatte køn, mens volume-knappen på ghetto-blasteren fik et nøk opad. I bedste Costa del Sol-stil … men med udsigt til Langebro. Ibrahim kunne ikke tro det. En strand … inde midt i byen! Selv skulle han ikke nyde noget af det grønne havnevand, men nøjedes med at smøge skjorteærmerne op og spise en is. Vi brød op og begav os ind mod Rådhuspladsen. Vi var ikke nået langt, før vi kunne høre de dunkende rytmer fra de store højttalere på pladsen. Ibrahim lyste op ved tanken om fest. Han trådte til i pedalerne og nåede frem som den første. Og så kom chokket. På en scene optrådte et band med efterligninger af Madonnas mest svedige shows. Både forsangeren og dansepigerne var iklædt næsten ingenting, og de gned deres underliv op af mikrofonstativerne. Og så var de … mænd. Vi var havnet midt i kulminationen på den årlige parade for homoseksuelle, og på pladsen var festen i fuld gang. Mænd med overdreven makeup, kunstige øjenvipper og bare overkroppe, så man kunne se de tunge sølvringe i brystvorterne. Unge og gamle fyre iført stiletter, boaer og læderkostumer. Ibrahim tændte sit kamera og bevægede sig målløs ind i mængden. Alle smilede og hilste på ham, og en fyr kun iført noget, der lignede hvide svanefjer spillede lystigt op til kameraet. Snart var Ibrahim en del af festen. Han klappede. Han sang med på Madonnas hit "Like a Virgin". Han dansede can can med et hold mænd, der var klædt ud som tyrolertøser. Jeg forklarede ham, at bygningen bag scenen var Københavns Rådhus. Han var rystet. - Det er … det er frihed, konstaterede han. Da vi gik videre ned mod Nansensgade-kvarteret fortalte han, at man underskriver sin egen dødsdom, hvis man springer ud som bøsse i Mellemøsten. Han glædede sig til at vise sin familie optagelserne fra homo-festen. Men han var også bange for, om tolderne ville tro, han havde optaget en porno-film – det er nemlig strengt forbudt. I Nansensgade havde beboerne lavet vejspærringer med biler, tønder og papkasser. De holdt en af deres legendariske vejfester. Ibrahim fandt sit pas frem. - Hvad laver du? spurgte jeg. - Skal man ikke vise papirer? svarede han, og det gik op for mig, at han troede vejspærringen var et af de check-points, han så tit skal igennem på Vestbredden. Vi sluttede af med fyrværkeri i Tivoli og tog så hjem i lejligheden, så Ibrahim kunne fordøje dagen og ryge på sin elskede vandpibe. Jeg spurgte ham, hvad han syntes om København. Han tænkte længe og gentog så smilende sine ord fra Rådhuspladsen. - Det er … frihed. Ibrahim faldt i søvn på sofaen, længe inden kullet på vandpiben var holdt op med at gløde. Ibrahim er for længst taget hjem, men jeg tænker på ham, nu hvor træerne er sprunget ud. Jeg glæder mig til sommer med vejfester, homo-parade og havnebad. Det er … frihed.