Gennem klit og hede Gennem klit og hede

Pragtfuld cykeltur på toppen af Danmark

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hist hvor vejen slår en bugt -ligger Niels Skiverens Gård så smukt.

NY FREDERIKSHAVN: Vejen slynger sig ned mod havet mellem grønne klitter ved Niels Skiverens Gård, der slet ikke er en gård, men et forholdsvis nyt feriekompleks opført på ruinerne af Skiveren Kro. Sammen med Lars Mortensen cykler jeg i modsat retning, væk fra kysten. Vejen går gennem fyrplantage og sommerhusområde og ud i et åbent hedelandskab. Efter få kilometer peger et skilt i ryddet skov mod Råbjerg Sø. Min holdkaptajn er ornitolog. Så vi skal se på søens fugle. Råbjerg Sø er omkranset af siv, og det er næsten umuligt at komme helt ned til vandet. Men lige til højre for skovstien står, næsten skjult, et fugletårn. Fra tårnet er der frit udsyn over søen. Allerede mens vi er på vej hen til fugletårnet, ser vi to fiskehejrer, der er ude for at sikre sig morgenmaden. Oppe fra tårnet kan vi spotte troldænder, gråænder og blishøns ude på den blanke sø. Råbjerg Sø er en meget ren sø, fortæller Lars Mortensen. Den ligger omkranset af skov og hedearealer og uden tilløb. Kun luftens forhøjede ammoniakindhold kam gribe forstyrrende ind i naturens balance. Alligevel er søen ved at gro til. - Det er en naturlig proces, at søen bliver til mose, forklarer Lars Mortensen. Det var derimod ikke naturens kræfter, som tørlagde den nærliggende Gårdbo Sø - indtil slutningen af 1800-tallet Nordjyllands største. Den blev tørlagt af den nye tids herremænd og entreprenører. Søens afløb, Knasborg Å, blev simpelt hen uddybet, så søen løb ud i Kattegat. Derefter blev der anlagt en ringkanal og søbunden drænet. Andre steder er 1800- og 1900-tallets systematiske naturødelæggelse søgt genoprettet ved at lade søer og åer genopstå. - Det kunne være rigtig spændende at se Gårdbo Sø genskabt, siger Lars Mortensen. Men det bliver nok ved drømmen om se Gårdbogårds pandekageflade landbrugsland som sø igen. Naturgenopretning i det format koster det blege, fordi prisen på landbrugsjord er skudt op til astronomiske højder. Kirken i ødemarken Vi fortsætter ad landevejen og når midt i ingenting til Raabjerg Kirke. En gang lå der en landsby omkring, men så kom sandflugten og lagde sognet øde. Kirkegården er vokset sammen med naturen omkring. Her er ikke klippede hække eller nyrevne gravsteder med sommerblomster, men sand og vestenvind og nøjsomt græs mellem gravstenene. Vest for kirken er der sti gennem klitheden til Raabjerg Stene og havet. Vi cykler i stedet mod nordøst, men drejer nogle få kilometer fra kirken væk fra asfaltvejen og følger cykelrute 1. Langs grusvejen gennem Raabjeg Hede vokser porse, som de fleste kender som snapsens populære krydderurt. Efter et par kilometer hopper Lars Mortensen af cyklen ved en rasteplads. Fra den fører en sti op til Råbjerg Mile. Sandet skrider under vore sko. Det er to skridt frem og et tilbage, indtil vi er på toppen. Glente og strandtudser Heroppe åbner landskabet sig i et nyt perspektiv. Vi kan se Skagerrak og Kattegat. Vi har udsigt over den hvide mile, og Lars Mortensen udpeger det spor, den har trukket gennem landskabet. Neden for os ligger Milesøerne. To små søer, hvor man kan være heldig at se traner. Vi har også set en af de strandtudser, som yngler i søen. Milesøerne er et produkt af sandflugten, skabt ved at vinden har gravet sig dybt ned i sandet i en tør sommer, hvor grundvandet ikke var i stand til at holde på sandpartiklerne, forklarer Lars Mortensen. Foran milen står der grønne træer. De vil om nogle år blive opslugt af milen og efterladt bag den som døde, sorte stubbe. Som dem, der allerede ligger bag milen. Bag sig har milen også trukket spor i form af to parallelle klitrækker. De udgjorde engang vandreklittens yderkant. - Kun der kunne bevoksningen få fat og holde på sandet, forklarer Lars Mortensen. Vi er helt alene, indtil to andre cyklister dukker op. Emmy Farsinsen fra Hørby og veninden Grethe Buchhave fra Mors har ferieret sammen gennem 25 år, men i år er de for første gang alene på cykeltur. Fra Skagen til Hirtshals. De er imponerede over udsigten. Grethe Buchhave synes det er lidt ligesom at stå på nordspidsen af det hjemlige Mors med vand til begge sider. Mens vi står på milen, retter Lars kikkerten op ad. - Jo, det er en rød glente, konstaterer han. Glentens nærmeste ynglested er Elling Plantage, men den her er en ungfugl, og de strejfer rundt. Så forklarer han, at glenter og andre trækfugle flokkes ved Grenen, fordi de er bange for at flyve over vand. Derfor kommer Skagen Odde til at fungere som en ruse, og jo længere nordpå des mere koncentreres fugletrækket. Klokkelyng og klitter Vi vender tilbage til cyklerne og fortsætter ad grusvejen, til vi når en bilfri asfaltvej. Den er nu ikke anlagt for vores bekvemmelighed, men fordi der i området ligger snesevis af NATO-depoter som levn fra den kolde krig. Efter nok et par kilometer svinger vi igen væk fra asfalten. Det kan være svært at hitte ruten, især hvis du kommer fra nord, for de diskrete skilte er anbragt, så de er vanskelige at få øje på. (Følg cykelrute 1). Vi fortsætter til Råbjerg Mile Camping og krydser hovedvejen sikkert i en cyklisttunnel lige før Hulsig. Vejen går nordpå, og lige før den ender ved en bom og bliver til cykelsti, stiller Lars Mortensen igen cyklen. Vi går op på klitten. Her gror næsten kun lyng og lav, som knaser under fødderne. Fra toppen kan vi kigge ud over Hulsig Hede og klitterne til Skagen. Neden for passerer en den ene kortege af cyklister efter den anden på Hulsigstien. Vi blander os igen i cyklisternes hovedstrøm. Ude på heden blomstrer den lilla klokkelyng mellem hedelyng og revling. Snart kommer vi ud til klitter, som ser helt anderledes ud end de hvide og grønne klitter ved Skiveren. - Den grå klit er næringsfattig, og derfor er det kun lav og nøjsomme græsser som sandskæg, der kan klare sig der, forklarer Lars Mortensen. Vi når dagens højeste stigning - rundt regnet halvanden meter, hvor stien går op over en klit. Så deler stien sig, og vi følger kortet og drejer til venstre og senere til højre ad den ny grusvej langs banen, krydser jernbanen ved vejen til Sandmilen og kommer ud til hovedvejen. Gruset er ikke til at sparke cyklen igennem, og det er en belastende oplevelse at komme ud på hovedvejen på cykel i ferien. Vi vælger at køre væk fra hovedvejen og tilbage til den fredelige Hulsigsti. Kort før Skagen, der hvor vejen passerer forbi Naturhistorisk Museum og den tilsandede kirke, får Lars Mortensen øje på to flyvende objekter. Det viser sig denne gang at være ikke én, men to røde glenter, genkendelige på den kløftede hale og lyse pletter under vingerne, der er blevet fanget i den før omtalte ”ruse” og havnet i Skagen. - Det er ungfugle, der strejfer rundt. Det kan man se på den pjuskede fjerdragt, konstaterer Lars Mortensen på vej ind forbi Color Hotel Skagen og byens første huse. Fra Skagen skal jeg til Frederikshavn. Jeg tager toget. Det koster kun en tier ekstra at få cyklen med.