Gennembrud i voldtægtssag

Aalborg Politi har fået et markant gennembrud i en sag, hvor en kvinde sidste sommer blev forsøgt voldtaget og tvunget til oralsex i Østre Anlæg i Aalborg.

Fredag 11. juli om aftenen blev en 28-årig kvinde tvunget ud af en lejlighed i Aalborg og ind i Østre Anlæg, hvor manden tvang hende til oralsex tre gange. Han stak først af, da kvinden brød grædende sammen, fordi han også forlangte samleje og forsøgte at få hende med ind i et buskads. Anholdt i anden sag Sagen har i et halvt år været uopklaret, og politiet stod længe på helt bar bund. Men for nylig kom gennembruddet, da Aalborg Politi anholdt en 40-årig mand og sigtede ham for et groft overfald på sin kvindelige nabo. Kvinden havde oplevet et sandt mareridt i mandens lejlighed, hvor hun var blevet lokket ind under påskud af, at hun skulle bevidne, at der var noget galt med mandens vandmåler. Pludselig truede han nabokvinden med en kniv til at lægge sig på maven i sengen, så han kunne binde hendes hænder sammen bag på ryggen. Ifølge kvinden sagde manden, at han ville slå hende ihjel, hvis ikke hun makkede ret. Hænderne blev bundet med elektrikerstrips, og kvinden blev også kneblet med en sok i munden. Da hun spyttede sokken ud, fik hun i stedet et stykke kraftigt tape for munden. Det lykkedes kvinden på et tidspunkt at få hænderne fri og flygte ud af mandens lejlighed, hvorefter hun anmeldte overfaldet til politiet. Den 40-årige mand blev anholdt kort tid efter og har siden starten af december været varetægtsfænglset. Det var i forbindelse med efterforskningen af den sag, at politiet blev opmærksom på, at manden svarede ret godt til signalementet af den gerningsmand som i juli tvang en kvinde til oralsex i Østre Anlæg. Genkendt af vidner Derfor har politiet for nylig gennemført en konfrontation, hvor manden er blevet udpeget af kvinden, der blev tvunget til sex. Også hendes søster, som var til stede i lejligheden, har genkendt manden og det samme gælder et tredje vidne, der så den 40-årige i nærheden af Østre Anlæg. Sidstnævnte vidne bemærkede, at manden duftede meget kraftigt af parfume. Ifølge kriminalinspektør Ole Christensen nægter den sigtede sig skyldig i begge sager, men han er fortsat fængslet, og politiet regner med, at han forbliver fængslet, indtil sagen kommer for retten. I øjeblikket er manden ved at blive mentalundersøgt. At sagen fra Østre Anlæg tilsyneladende har fundet en løsning, letter ikke kun presset på ofrene, men også politiet er godt tilfreds. Politiet har hele tiden betragtet overfaldet som meget groft og frygtede, at en seksuelt afsporet galning ville slå til igen. Inden den ældre søster blev tvunget ud af lejligheden og med i det nærliggende parkanlæg, havde gerningsmanden truet de to kvinder rundt i lejligheden, hvor de til sidst endte i soveværelset. Her "undersøgte" ham dem med knivspidsen, uden at nogen af dem dog kom til skade. Politiet har især opfattet det som en meget alvorlig sag, fordi ofret blev tvunget væk fra en privat bopæl, hvilket er en meget usædvanlig fremgangsmåde for en seksualforbryder.