Gennemført uægte marcipanjulemand

En rigtig god julehistorie, der desværre bliver skæmmet af en mærkværdig computeranimation, som forvandler menneskeskuespillerne til stivbenede, mekaniske marionetdukker. Det er lidt en skam, for det her er ellers et rigtigt klassisk juleeventyr. En lille dreng er begyndt at tvivle på, at julemanden eksisterer. Men selveste juleaften dukker et mystisk tog, Polar Ekspressen, op på villavejen derhjemme og så går turen afsted til Nordpolen, hvor julemanden som bekendt bor. Ombord er en masse andre børn. Den fattige dreng, den søde, men usikre pige og den selvbevidste Kloge Åge samt den barske togkonduktør, som selvfølgelig viser sig at have hjertet på rette sted. Undervejs oplever vor tvivlende juledrengehelt en række eventyr. Møder den mystiske jernbanevagabond, får serveret varm kakao af den dansende tjenerstab og drøner ned ad jernbanesporet i Gletcher Dybet, så biografpublikummet kan mærke rutsjebanesuset i maven. Filmen bygger på en amerikansk bog. Chris Van Allsburgs prisbelønnede "The Polar Ekspres", og den må være god. Drengen, som tvivler, må gå så grueligt meget igennem for endelig at finde frem til den sande juleglæde, og den historie svigter filmen ikke. Til gengæld må vi finde os i, at skuespillerne ligner en krydsning mellem oppustede marcipangrise og mærkværdigt glathudede julezombier. De er faktisk en lille smule uhyggelige at se på. Tom Hanks spiller flere af de bærende roller selv - drengehelt, konduktør og julemand. Alle skuespillerne er blevet digitalt og tredimensionelt filmet af edb-styrede kameraer og derefter er resultatet blevet scannet ind i den store filmcomputer, hvor alt så kan laves om. Målet var at få filmen til at ligne et stort skinnende oliemaleri, hvor rigtige mennesker optræder og agerer. Imponerende rent teknisk, men hvor ville filmen dog have vundet ved at skuespillerne bare havde været rigtig gammeldags skuespillere. Men ægte levende mimik og glimt i øjnene. Men for barnlige sjæle med julehjertet på rette sted, er det selvfølgelig blot banale pebernøddeindvendinger. Men lur mig om ikke også de mindste kunne blive lidt bange. Og det er altså den grimmeste plasticjulemand længe set, som til slut viser sig at bo på Nordpolen. Så er I advaret. "Polar-Ekspressen". Org. titel: The Polar Express" Instr.: Robert Zemeckis. En time, 40 min. Frarådet under 7 år. Danmarkspremiere.