EMNER

Gennemtræk på AMU's chefkontor

Tredje chef i Frederikshavn på mindre end et år

FREDERIKSHAVN:Der er gennemtræk på AMU Nordjyllands centerlederkontor i Frederikshavn. To har forladt jobbet indenfor mindre end et år, og en tredje søges nu ansat. Ifølge AMU Nordjyllands direktør Lars Bo Breddam, jo hurtigere jo bedre. - Lederen skal være med til at sikre kontakten til virksomhederne lokalt, det kan ikke klares fra Aalborg, og vi ønsker fortsat at have et stort udbud af kompetancegivende uddannelser i Vendsyssel, siger Lars Bo Breddam. Da AMU Vendsyssel i juni 2001 fusionerede med AMU Aalborg til AMU Nordjylland, blev den daværende chef i AMU Vendsyssel, Britta Hallqvist, underdirektør i fusionsselskabet, og fungerede samtidig som centerleder i Frederikshavn og Hjørring. Da nedskæringerne i bevillingerne til de erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser for alvor tog fart sidste forår, måtte AMU Nordjylland skære hårdt og ty til nedlæggelse af tre afdelinger, Hjørring, Aars og Hobro, samt afskedigelse af yderligere godt en snes medarbejdere. Efter gensidig overenskomst blev det samtidig et farvel til underdirektøren. Hendes plads som centerleder i Frederikshavn blev herefter udfyldt af centrets hidtidige uddannelseschef, Susanne Jørgensen. Hun har imidlertid efter otte år hos AMU sagt jobbet op for 1. februar at starte som efter- og videreuddannelseschef hos sammenslutningen af lærer- og pædagogseminarierne i Nordjyllands Amt, CVU-Nordjylland. - Det er vigtigt, at vi hurtigt finder en afløser. Vi har utroligt mange elever inde i lokalerne i Frederikshavn. Der er ikke blevet mindre behov for kompetancegivende uddannelser. Og trods den fra 1. januar i år indførte brugerbetaling er søgningen alligevel stor. Omkring 80 pct. af de 200 personer vi i øjeblikket har under uddannelse på centret i Frederikshavn, kommer fra virksomheder, kun 20 pct. fra de lediges rækker, siger Lars Bo Breddam. Endnu er afdelingen i Hjørring ikke helt lukket ned, men fremtidigt står der udelukkende Frederikshavn på den samlede vifte af uddannelsesmuligheder inden for bygge/anlæg, elektronik, transport og logistik, service, organisatoriske uddannelser og it-uddannelser. - Vi har også fortsat svejse-aktiviteter i gang, selv om de sorte fag i området er lidt i tilbagegang, understreger Lars Bo Breddam. Kursus-tilbuddene sker i øvrigt ifølge direktøren i et udvidet samarbejde og efter afklaring med EUC Nord, så der ikke sker overlapninger af de to erhvervsskolers tilbud. Den ny centerleder, der ogås indgår i det samlede lederteam, kommer i Frederikshavn til at stå i spidsen for 35 medarbejdere. Ansøgningsfristen er 14. februar.