EMNER

Gensyn efter 40 år

18 tidligere sygeplejeelever fejrede deres 40 års jubilæum i går.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Afgangsklassen fra Sygeplejeskolen i Thisted 29. februar 1972.

18 sygeplejersker, der 29. februar fejrede 40 års jubilæum i faget, satte lørdagen igennem hinanden stævne. Årgang 1972 fra Sygeplejeskolen i Thisted talte 23 dengang. Ikke desto mindre var det glædeligt for arrangør Dorthe Kjeldtoft, at så mange havde taget imod invitationen. Lørdag eftermiddag mødtes de på sygehuset i Thisted, hvor oversygeplejerske Grethe Kirk gav en rundvisning samt en orientering om sygehuset i dag. Derefter fortsatte turen til Tøving på Mors, hvor Andrea Kristiansen lagde hjem til festmiddagen. - Det er faktisk tre af vores mænd, der står for madlavningen, fortæller Andrea Kristiansen, der dog ikke ville røbe menuen. - Men det bliver "pigeretter", sagde hun. Imens gik snakken lystigt videre blandt jubilarerne. Om gamle tider. Om de små kamre på sygeplejeskolen. Om kontrollen og om aftener på Hotel Phønix og på Diskotek Toppen. Gensyns- og jubilæumsfesten havde i øvrigt intet sluttidspunkt. For, som Andrea Kristiansen konstaterede: - Nogen har taget soveposer med. Så nu må vi se...