Gensyn efter tre døgn i Helvede

Marianne fra Frederikshavn fløj til New York 11. september

Terrorisme 8. september 2002 08:00

Det var dagen, hvor 29-årige Marianne Vinther Jensen fra Frederikshavn skulle begynde sit helt nye liv. Efternavnet var netop skiftet ud med det amerikanske Cohagan. Efter nogle ugers ferie hjemme hos mor og far i Frederikshavn, skulle Marianne flyve til sit nye hjem på Manhattan i New York. Efter et par ugers adskillelse glædede hun sig til at gense sin mand Perry, som hun netop var blevet gift med hele to gange. I stedet for at blive gensynets dag blev 11. september et sandt mareridt for parret. Turen startede tidligt hjemme i Frederikshavn. Turen skulle gå fra Aalborg, Billund, Amsterdam og derfra med North West Airline 61 til JFK-lufthavnen i New York med ankomst klokken 16 amerikansk tid, svarende til 22 om aftenen herhjemme. En tur, der bestemt ikke var noget at regne for Marianne, som gennem fire år havde taget turen over Atlanten adskillige gange. Marianne fortæller fra New York: - Flyene lå meget tæt på hinanden, så jeg skulle skynde mig, men alting gik bare rigtigt godt. I Amsterdam var vi alle som sædvanligt igennem et ekstra sikkerhedstjek, så køen var lang. Jumbo-jetten blev helt fyldt op med en 300-400 mennesker. Da vi havde fløjet i en fire-fem timer, og man sådan var begyndt at glæde sig over at være over det værste, så lød det pludselig fra kaptajnen, at "grundet omstændigheder kunne vi ikke lande i New York". Helt i panik Kaptajnen sagde intet om årsagen, og Marianne forestillede sig, at det var vejrproblemer. Efter yderligere et par timers flyvning landede flyet - men ikke i USA. - Det var i en lille bitte lufthavn i Gander på New Foundland i Canada. Der var ikke et hus at se nogen steder. Vi sad der en halv times tid, før kaptajnen pludselig meddelte, at han desværre måtte oplyse, at to fly var fløjet ind i World Trade Center-bygningen. Da de sagde det, gik jeg fuldstændig i chok. Perry arbejdede i et kontor lige ved siden af bygningen. Jeg var helt panisk. Nu havde jeg kæmpet for mit nye liv i fire år, og så skulle det ende sådan. Jeg kom til at tænke på ofrene for Oklahoma-bombningen, som fik guldstole som et minde. Skulle min et-års bryllupsdag fejres i sådan en mindepark, fortæller Marianne at hun tænkte. Hun har kendt Perry, siden de mødte hinanden i 1996, hvor Perry spillede ishockey i Århus. Året efter rejste han tilbage til USA, hvor Marianne besøgte ham tre måneder ad gangen - den tid et turistvisum tillader. 14. juli 2001 blev parret gift i USA, og 25. august blev de velsignet i Frederikshavn Kirke. Lufthavnen i Gander var fyldt med militær. Normalt lander der fem fly i døgnet, men 11. september 2001 måtte 32 jumbofly gå ned dér. - Da jeg fik beskeden om terrorangrebet, begyndte jeg simpelthen at græde. En stewardesse fik hevet mig med ind på første klasse. Jeg ville selvfølgelig gerne prøve at ringe til Perry, men fik at vide, at ingen kunne ringe. Jeg var den eneste i hele flyet, der personligt var påvirket af dramaet. Jeg gav piloten alle telefonnumrene til Perry, og så gav de mig noget beroligende. Jeg kalder dem mirakel-tabletter. I hvert fald sov jeg i seks timer, hvorefter piloten vækkede mig. Han havde fået lov at ringe og have talt med Perry, som var i god behold. Til gengæld troede Perry jo det værste, når flyets kaptajn pludselig ringede, mindes Marianne. Maskinpistoler Efter den oplivende besked sov Marianne yderligere i elleve timer. Endelig fik flyets passagerer lov at komme ud af flyet. - Vi kom ud fly-vis, men alle uden bagage, som skulle blive ombord. Heldigvis rejser jeg aldrig uden en tandbørste, deodorant, en ren T-shirt, sokker og underbukser i håndbagagen. Beboerne i området var uhyre hjælpsomme. De kom med tæpper, vand og mad til os. Vi blev indlogeret på en skole, fik noget mad, og så skulle jeg bare tale med Perry, siger Marianne. Hun var imidlertid ikke den eneste, der gerne ville ringe. Der var etableret en telefonforbindelse, hvor man måtte ringe fem minutter ad gangen, og køen var alenlang: - Mens jeg ventede i køen, gik fjernsynet, og man kunne se optagelser fra tårnene. Jeg kunne se, hvor påvirkede alle mennesker blev af at se det, så jeg ville ikke se noget, før jeg havde talt med Perry. Jeg ville være helt sikker på, at han var i live. Endelig efter to timers venten, kom jeg til at tale med ham. Det vil sige, vi talte ikke - vi græd bare. Det var utroligt, at han var i live. Han havde talt i telefon, da det første fly lige strejfede hans bygning. De troede alle sammen, det var en ulykke, indtil de skreg fra den anden side af bygningen, da de kunne se maskine nummer to komme. Så begyndte de at løbe ud. Han kom lige ud på gaden, da det hele begyndte at falde ned. Nu var han hjemme i vores lejlighed på Manhattan, og der var nogle venner hos ham. Når jeg så optagelserne, troede jeg det var videospil. Jeg tænkte bare: Det kommer ingen levende fra. Græd og græd Hjemme i Frederikshavn sad Lene og Flemming Jensen og var helt ude af den. Dels over, at de vidste, svigersønnen arbejdede lige i terrorens øje, dels fordi datterens skæbne var ukendt for dem. De vidste blot, at lufthavnen, hun skulle lande i, var lukket. Telefonforbindelsen til USA var væk eller i hvert fald ustabil. Så for dem blev 11. september også et ganske særligt forfærdeligt døgn. - Jeg vidste, jeg skulle have fat i min mor, så jeg stillede op i køen igen. Og så efter to timer var hun der, men hun græd også alle fem minutter. Hun var selvfølgelig helt lettet, men også påvirket af, at de selv havde været oppe i WTC-bygningen i juli. De næste døgn måtte passagererne finde sig i at være i Gander. De sov i skolens klasselokaler og fik ellers tiden til at gå med at falde lidt til ro og tale med hinanden. Sørge over de mange tusinde mennesker, som ikke havde været så heldige som Perry, og de endnu flere, som havde mistet familie og venner inde i bygningen. - Torsdag eftermiddag blev vi endelig kaldt sammen af kaptajnen, som ville prøve at få os hjem. Vi ville jo helst til New York, men fik hele tiden forskellige meldinger om, hvorvidt lufthavnen var lukket eller åben. Endelig kunne vi som det første fly tage væk fra Canada, men det blev mod Detroit. Det var der to franskmænd, der blev sure over, så de klagede. Det gjorde kaptajnen så rasende, at han smed dem af flyet. Til gengæld måtte vi alle sammen vente yderligere en time, mens bagagen kom ud og ind igen, siger Marianne. Hun var helt rolig ved at skulle ud at flyve igen: - Jeg var sikker på, at "min" kaptajn nok skulle få mig hjem. - Da vi landede i Detroit som et af de første fly, der havde været strandet i udlandet, lagde jeg straks mærke til de mange mennesker med maskinpistoler. Det var jeg ikke vant til, men er blevet det. Fra Detroit til New York var der stadig lang vej, men det lykkedes for Marianne og tre andre piger at komme med på et fly til White Plains, der liger 45 minutters kørsel fra Manhattan. - Jeg ringede til Perry og sagde, han skulle komme og hente mig. Hvordan? spurgte han fortvivlet fra New York, hvor alt stadig var kaos. Det lykkedes Perry at leje en skriggul pick up, så han endelig kunne hente sin brud. - Åh. Det var så dejligt at se ham efter tre dage i helvede. Hele den fredag aften sad vi bare i vores sofa og kiggede på hinanden. Vores lejlighed ligger på 16. gade, så vi havde lugten af røg og brand i næsen. Da Marianne lørdag morgen gik efter mælk, var verden på alle plan forandret. - Det var helt underligt. Der var fire mennesker, der sagde god morgen til mig. På afstand Nu et år henne i sin nye tilværelse er tingene ved at falde på plads for den unge vendelbo. - Der gik lang tid, før Perry fik det godt og kunne sove igennem en nat. Han havde set de der stakkels mennesker i flyet, og han så flere mennesker, der sprang ud af bygningen i desperation. Perry arbejder stadig i American Express. Deres bygning var sådan en med et glas-pyramide-tag, som blev helt smadret. I starten arbejdede mange hjemmefra, indtil firmaet fik indrettet kontorerne. Vi prøver at lægge det bag os, men der går ikke én dag, uden at vi tænker på det. Jeg er blevet mere mistænksom. Tænker mere over, hvad det er for mennesker, der er med i flyet eller står på gaden. Vi hører så mange rygter, så man er mere vågen. Jeg tager mig selv i at se de andre flypassagerer i øjnene, for jeg tror, man ville kunne se, hvis det var en terrorist, mener Marianne. Parret var utroligt heldige. De mistede flere bekendte ved terrorangrebet, men ingen nære venner eller familie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...