Gensyn med maj '68

Jeg blev student i 1968 fra Ribe Katedralskole. I tre år havde jeg gået under det latinske motto ”Litteris et Artibus” (For viden og kunst), som elevviddet havde omdøbt til litervis af antabus.

UNGDOM:Jeg blev student i 1968 fra Ribe Katedralskole. I tre år havde jeg gået under det latinske motto ”Litteris et Artibus” (For viden og kunst), som elevviddet havde omdøbt til litervis af antabus. Det var måske endda den eneste manifestation af ungdomsoprør, der fandt sted på Danmarks ældste latinskole. Og dog var foråret 68 så forjættende, som det kunne være, uanset at den gamle ludende rektor Vestergård havde indskærpet betimeligheden af, at kønnene holdt en anstændig afstand til hinanden, ikke snavede i hinandens kranier, og at lektor frøken Willemoes, som Ny Carlsberg-direktøren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har foreviget som latinskolens maskuliniserede supertyran, havde døbt undertegnede ”Petrus Grammaticus”, foræret en boggave med det inderlige håb om en grammatikalsk karriere og udtalt håbet om, at pigernes lårkorte skørt ville nå hendes egen nederdels længde – halvt nede på skinnebenet. Vi lagde katedralskolens støv bag os på sejlture ad Gjels eller Flads ås vande og svor en ed på, at vi ikke ville sætte vore ben i nogen skolestues lumre madpakkestinkende atmosfære. Vi skulle studere, så hovedet knagede af eksistentielle indsigter. Vi var ikke særligt politiske i vores orientering, bortset fra at USAs krig i Vietnam var en modbydelig imperialistisk kolonikrig. Vi havde givet en amerikansk ambassadesekretær, der besøgte elevforeningen Hejmdal, det glatte lag og gjort det indlysende, at præsident Johnson og general Westmoreland var nutidens største skurke. Mest af alt var vi optaget af os selv – festerne, pigerne, de store nætter ude i Vester Vedsteds omegn, hvor himlen var så høj og horisonten så vid, at det næsten var ved at sprænge sjælen. Verden var åben; turen gik til Århus for mit vedkommende, litteraturstudiet, mit lille oprør mod en lang ”pontoppidansk” teologisk tradition i slægten. Andre kom galt af sted i syretrippet, der lå lige om hjørnet. Andreas stod ikke distancen, da han kom solen for nær. Studenteroprøret ude i den store verden nåede ikke Ribe i 68. Det kom først senere. Men signalerne lå og ventede på at melde historiens ankomst – også til middelalderbyen ude i Marsken. Vi var mest af alt små anti-borgerlige eksistentialister. Jeg var forgabt i Sartre og Camus, Hamsun og André Gide. Søren Kierkegaard var en dragende magnet, men skrækkeligt uoverkommelig. Århusiansk eksistensteologi og især Johannes Sløks bog ”Eksistentialisme” blev næsten bibelsk lekture – vi dyrkede individet, os selv, selvet i dets dybe mærkværdighed og gådefuldhed, så det næsten blev selvsmageri. Vi ville ikke være som vores forældre eller vores lærere, alle de kedelige bærere af samfund og myndighed, erhvervslivets matadorer og alle de små cykelklemmeforsigtige funktionærer overalt i systemet. Vi ville ikke være som vores fætre, der gik i scooterstøvler og kørte på udboret knallert, tog en håndværkeruddannelse og sad ægteskabeligt konsolideret i det første parcelhus allerede som 21-årige. Nej, det var en eksistentiel revolte, vi var i gang med, nu hvor vi var kommet ud af 50’ernes bornerte mangelsamfund med kedsommelighedens uendelige slip-overs, knickers og det kortklippede hår. At verden ikke bare var USAs beskidte krig i Vietnam, opdagede jeg på en togtur fra Aarhus til Vojens i august 1968. I flere kupeer omkring mig sad grædende håndboldspillere fra Tjekkoslovakiet på vej hjem til Prag, efter at Alexander Dubcek var blevet fjernet af Moskva-styret under påskud om kontrarevolutionær konspiration. Tøbruddet i Øst, ”socialismen med et menneskeligt ansigt”, hele det prag’ske forår, der havde været lige så forjættende som vores afslutning på slavetilværelsen på Ribe Katedralskole, var standset med den typiske brutalitet, som generalsekretær Breznjev altid tyede til, når kommunismen ikke blev styret fra Kreml. Det rystede mig meget i hele min politiske naivitet. Konklusionen, at stormagter har deres egen brutale logik, hvad enten det var USA i Vietnam eller Sovjetunionen i Tjekkoslovakiet, var nærliggende for mig og beskidt ad helvede til. Den venstreorientering, jeg gennemløb, havde aldrig noget positivt forhold til Sovjetunionen; og når en række 68-kritikere, ikke mindst den evigt beklagende Bent Blüdnikov, fører denne opfattelse frem, er det simpelthen løgn. Sovjetunionen var et skræmmebillede af et samfund for den type af studenterradikalisme med rod i eksistentialismen, som jeg kom til at tilhøre. Vi ville et nyt og frit samfund, hvor eksistentielle værdier var langt vigtigere end de borgerlige, materielle værdier. Det var en æstetisk fantasi mere end et politisk program. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kusus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har skrevet bogen "Rifbjerg på kornet". ANDEN DEL af klummen bliver bragt i morgen.