Gensyn med maj '68

Politiseringen kom i 70'erne. Grædekoret af kritikere kalder 68-oprøret en flirt med det totalitære. Jeg kan kun sige, at det i hvert fald ikke gjaldt den politisering, jeg selv gennemgik.

UNGDOM (2): Politiseringen kom i 70'erne. Grædekoret af kritikere kalder 68-oprøret en flirt med det totalitære. Jeg kan kun sige, at det i hvert fald ikke gjaldt den politisering, jeg selv gennemgik. Rockmusikken, festen, de franske film, en chillum i ny og næ og den dunkende lyd af begærets sang i klokkeværket var vores imperativer. Vi var romantiske anti-kapitalister, eksistentielle flipfilosoffer, anti-materialister så meget, at der gik mode i nøjsomheden, anti-æstetikken, det hæslige arbejder-look. Jeg kom hjem til Arnborg præstegård i en sømandsvams fra det militære overskudslager, og tårerne stod i øjnene på forældrene. Håret voksede til en løvemanke; kollektivet i Vestervangens patricierlejlighed med forventet gruppesex, konfiskeret privatejendom og tykke hashtåger lå et par år ude i fremtiden. Det var faktisk pænere, end forældregenerationen forestillede sig, når kulturundergangens spøgelser hærgede deres drømme. Men det er lige så klart, at det var en helt anden tilværelse, der åbnede sig! Det var denne åbning, friheden i den, der frembragte rædslerne i det skrantende patriarkats forestillingsverden, arbejderfamiliens bundsolide snusfornuft og landbofamiliens ormædte klogskab. De havde jo i evigheder vidst, hvordan tilværelsen skulle leves og var blevet levet. Det var det, der nu blev stillet spørgsmålstegn ved! Det var et eksperiment med nye livsformer! Hele den gamle kommode med livsforsikringer, pensioner, ny Opel Kadett, parcelhusdrømmen, gode tider, der skulle blive bedre, og solidt arbejde i jernindustrien eller folkeskolen blev hugget til pindebrænde. Livet skulle egentlig forme sig som et kunstværk; de mange happenings, situationistiske aktioner, var forsøg på at bryde samfundets almindelige kedsommelighed og pege på helt andre muligheder. Tonen var anslået i de tidlige 60'eres studenterrevyer, f.eks. Erik Knudsens ”Frihed – det bedste guld”, en satire over det moderne samfund, som jeg fik mulighed for at instruere på Frederikshavn Gymnasium i foråret 1970 med nogle fantastisk talentfulde musikere til at spille Finn Savarys jazzmusik, bl.a. Uffe Marcussen på saxofon og Poul Martin Petersen på bas. Der gik en linje fra disse kulturradikale revyer til 68 og 70 – ikke mindst den kunstneriske drøm om en større tilværelse end 60'ernes forbrugersamfund kunne frembyde. Da jeg begyndte på Idéhistorisk Institut i 1971, fornemmede jeg klart omslaget til nye, doktrinære tider. Den lille håndfuld studerende blev introduceret til studiet af den senere professor i idéhistorie, Hans Jørgen Schanz, med en gabende kedsommelig forelæsning om det borgerlige universitets sammenhæng med det kapitalistiske samfund. Senere anskaffede jeg 71-studieordningen og fandt ud af, at formålet med det idéhistoriske studium var ”at emancipere det proletariske subjekt”. Jeg havde ikke æren af at kende det omtalte ”subjekt”, men fandt mig reserveret til rette og skabte min egen niche i æstetikken. Jeg fungerede allerede som 1. årsstuderende som kontrollør ved professor Sløks eksamination af hovedfags- og konferensstuderende, men brød mig virkelig ikke om det nye marxistiske studentervælde, der opstod på ruinerne af det gamle professorvælde. Marxismen blev bestemt en inspiration, der kunne bruges, men forestillingen om, at den var en art universal- eller basalvidenskab, og magtbrynden, der fulgte i dens kølvand, gjorde mig meget betænkelig. 68 fortsatte længe som en uudtømmelig energikilde til anti-autoritær indstilling. Det er for mig den bedste arv og i pagt med al ungdom. Synd dog at tåbelige, autoritære og afpersonaliserede ledelsesformer i dag er blevet trenden, honoreret med ”resultatløn”, en skam at dansen om gulvkalven fortsætter i højeste tempo, og at den nationale selviskhed og systemloyale jakkesætsmentalitet er vendt så meget tilbage. I dag er det ikke 68, der sætter dagsordenen. Det gør de højreradikale kræfter, der hele tiden var og er 68s modpol – den liberalkonservative tradition med glistrupismen og pianismen som aggressiv forpost. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kusus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har skrevet bogen "Rifbjerg på kornet". FØRSTE DEL af denne klumme blev bragt i går.