Gensyn med populær kunstner

eksempel på Birgitte Skallgaards farveglade malerkunst.

eksempel på Birgitte Skallgaards farveglade malerkunst.

RØDHUS:Maleren Birgitte Skallgaard, der med sommerhus i Blokhus og flere udstillinger i Galleri Rødhusgaarden er en kendt og eftertragtet kunstner i Jammerbugten, udstiller atter på Rødhusgaarden fra på lørdag 12. juli til og med søndag 10. august. Under titlen "I et ubevogtet øjeblik" viser Århus-kunstneren en række nye fabulerende og farveglade oliebilleder. Der er rift om den populære kunstners billeder, og hun er således også blevet kongelig hofleverandør. Da kronprinseparrets førstefødte Prins Christian skulle have en gave fra Århus Kommune, blev det et maleri fra Birgitte Skallgaards produktion. Åbningen af hendes udstilling i Galleri Rødhusgaarden markeres lørdag eftermiddag med åbningstale af folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen og musikalske indslag af tre klassisk uddannede musikere fra bl.a. Det Jyske Musikkonservatorium: Marie Degener Troelsen, mezzosopran, Thomas Krogh, baryton, og Maren Marie Tange, piano. Birgitte Skallgaard vil også være til stede.