Gensyn med udstillere

Dronninglund Kunstcenters 50. udstilling - altså en jubilæumsudstilling - skal markeres. Det sker søndag 8. august. Der er fernisering først

Yuko Takada Keller gjorde så stort et indtryk, at hun udstiller igen. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
Kunst 1. august 2010 16:27

Fem indbudte kunstnere fra tidligere udstillinger på Dronninglund Kunstcenter viser skulptur, installation og maleri. De fem er Yuko Takada Keller, Johnny White og Amanda Wray, Linda Holm og Mogens Andersen. Desuden udstiller Rasmus Bjørn maleri og installation i kældergalleriet. Senere på aftenen serveres der jubilæumsmiddag i et telt, der opstilles i gården. Der serveres en tre retters menu, og der bliver underholdning ved Hanne Laursen og Robin Haslund, der er kendt fra SommerCabaret. Jubilæumsudstilling er et gensyn - Frivillige og venner af huset er inviteret, fortæller leder af kunstcentret, Jette Abildgård. Det er godt otte år siden Dronninglund Kunstcenter igen kom i privat eje. Jette Abildgård fortæller, at der på de 49 udstillingsperioder er vist værker af 415 kunstnere. - Vi har valgt at finde kunstnerne til jubilæumsudstillingen blandt de 49 tidligere udstillinger. Kendte ansigter gør deres indtog Yuko Takada Keller gjorde et stort indtryk, da hun udstillede i huset for første gang under udstillingen "Nutidig japansk og dansk kunst og kunsthåndværk" i 2005. Hun arbejder i kalkerpapir, der skæres i små præcise former, der monteres på tynde tråde og samles i skulpturelle installationer i rummet. Johnny White og Amanda Wray viser fælles arbejde. De udstillede for første gang i 2002. - Det var en udstilling, der kaldte på humoren, fortæller Jette Abildgård. Den tiltrak både børn og voksne, og kaldte konstant på smilet hos de besøgende. Linda Horn og Mogens Andersen deltog i 2004 i udstillingen "Menneskebilleder". Begge kunstnere kom efter deres udstilling i Dronninglund i stald hos Galleri Rasmus. Linda Horn fortæller: -I mit arbejde med portrættet forsøger jeg blandt andet at tilnærme mig en grundtype, der viser en fælles menneskelig karakter. Jeg forsøger at skabe billeder, der både udtrykker poesi og realisme.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...