Gensyn med vennerne

Tårs 2. september 2002 08:00

TÅRS: - Jamen, det er jo ... Gensynsglæden var stor hos de mange tidligere elever, der mødte op til åbent hus på Tårs Skole i lørdags i anledning af 50 års jubilæet. Et banner med titlen 50 år og adskillige Dannebrog markerede dagen. Men det gjorde fremmødet af mange tidligere elever også. I skolegården stod daværende 10.b, der gik ud i 1994, omkring skulpturen "næsehornet". De tre skolekammerater Anne Mette Pedersen, Morten Jensen og Helle Carlsen havde kontaktet alle de gamle klassekammerater. - Vi har ledt efter navne og telefonnumre på internettet og spurgt i øst og vest for at opspore alle. Vi troede, at der ville komme otte-ni stykker, sagde Anne Mette Pedersen, der idag bor i Hjørring. Hovedparten af klassens medlemmer er spredt over hele landet, men 19 ud af 25 mødte festklædte op til hyggesnak, inden turen gik videre til festen i hallen om aftenen. En af kammeraterne havde "importeret" et lag Giraf-øl på dåse. Meget passende til en "reception" ved siden af et næsehorn. Skolens viceinspektør Tommy Lillelund Christensen kom forbi for at hilse på. Ikke i egenskab af viceskoleinspektør, men fordi han havde været klasselærer for 10.b. Han var iøvrigt tilfreds med antallet af besøgende til åbent hus-arrangementet. - Der er kommet mange tidligere elever. Det er desuden meget praktisk, når de skal til fest i hallen i aften. De behøver ikke tage hjem for at klæde om, siger Tommy Lillelund Christensen. Indenfor styrede gæsterne straks hen til væggen med alle klassebillederne fra "gamle" dage. Søstrene Hanne og Inger Hansen gik fra billede til billede og lod tankerne gå tilbage til skoletiden. De gik ud i henholdsvis 1984 og 1979. Men familietraditionen fortsætter. Inger Hansen havde sønnen Christian med, der går på skolen i dag. På væggen hang også et falmet luftfotografi af skolen fra den gang, den blev bygget. Et forbløffende syn med tanke på nutidens Tårs. Dengang var der spredt bebyggelse og næsten frit udsyn til marker i sydlig retning fra skolen. I dag er der by. Uden for et klasseværelse hang et skilt med påskriften årgang 1962. Indenfor sad 22 tidligere elever fra den daværende mellemskoles afgangsklasse 1962. Også her var fremmødet imponerende. Oprindelig talte klassen 30 elever, fortalte Tårs Skoles pedel, Esben Jensen, der er tidligere elev i klassen. Kjeld Gade, der sammen med Jytte Horshauge havde opsporet alle eleverne, bragte hilsner og afbud fra en del, der gerne ville have deltaget. Årgang 1962 har en fordel fremfor 10.b, årgang 1994, når alle skal samles. Omkring halvdelen af de tidligere elever bor stadig inden for kommunegrænsen og en del af dem endda i Tårs. Blandt de unge fra årgang 1994 bor kun en enkelt i Tårs. Årgang 1962 mødtes for femten år siden, men interessen for de gamle klassebilleder var usvækket, da de blev sendt rundt i lørdags. Men det er ofte svært at få de ungdommelige ansigter og skikkelser til at matche dagens fremmødte. Det mente, Elin Jensen, Etel Hartmann og Gerda Reumann, der sad bøjet over et fotografi. - Grå hår og briller ændrer meget. Jeg synes, det er nemmere at kende folk på stemmen, sagde Gerda Reumann. Etel Hartmann mente - med et glimt i øjet - at opgaven ikke just blev nemmere af, at spejlene er så dårlige nu om dage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...