Geologi går tur på kalkværket

Dyr 28. september 2002 08:00

SEJLFLOD: Gennem nogle år har man nu holdt Geologiens Dag, og folkene på Vildmosegaard med naturvejleder Thorkild Lund i spidsen plejer at følge trop, når der indbydes til at deltage i landsdækkende arrangementer. Og i dag er der ekskursion til Kongerslev Kalkværk, hvor Danmarks undergrund i form af skrivekridt ligger helt blottet. Der er tale om hundrede millioner år gamle aflejringer af mikroskopiske planter og dyr. Deltagerne vil få mulighed for at studere kridtforekomsterne. Den øvre kridt - skrivekridtet - er dannet i en periode, der højst sandsynligt var subtropisk og meget tør. Kridtet indeholder en mængde forsteninger både ganske små, mikroskopisk små, og større forsteninger. Det er muligt at finde muslinger, armfødder, der er små skalbærende havdyr, ammonitter, der kendes på en spiralsnoet skal, og søpindsvin, Naturvejleder Thorkild Lund tager dog for en sikkerheds skyld mikroskoper med. De, der tager imod invitationen, skal ud og gå på de store hvide afgravningsfelter på Kongerslev Kalkværk, og arrangørerne anbefaler, at man tager gummistøvler på, uanset om det er vådt eller ej. Turen til Kongerslev Kalkværk starter klokken 10 og varer et par timer, så man kan nå at komme hjem til frokost.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...