Udland

Georgien stemmer efter en hidsig valgkamp

De georgiske vælgere går til stemmeurnerne efter en valgkamp, der har været "konfrontatorisk og barsk".

Georgien stemmer efter en hidsig valgkamp

USA og Europa står bekymret på sidelinjen, mens vælgerne i Georgien mandag morgen begyndte at afgive deres stemmer efter en hidsig valgkamp.

Det regerende parti er ved parlamentsvalget hårdt presset af oppositionsblokken Georgiens Drøm, der anføres af milliardæren Bidzina Ivanishvili

Præsident Mikheil Saakashvilis parti er kommet under hårdt pres, efter der i valgkampen er dukket en video op om turtur i de georgiske fængsler.

Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) har betegnet valgkampen i den tidligere sovjetrepublik som "konfrontatorisk og barsk", og det har øget udsigten til uroligheder, når valget er overstået.

EU og USA, der betragtes som venner af Georgien - ikke mindst efter en militær konfrontation mellem Georgien og Rusland i 2008 - har appelleret til alle parter om et frit og retfærdigt valg.

- Saakashvilis system må ødelægges, siger oppositionslederen Ivanishvili ved et af de valgmøder, der har bragt titusinder af mennesker på gaden.

Præsident Saakashvili og hans parti har kunnet mobilisere lige så store vælgerskarer.

- Vores lands skæbne afgøres, ikke bare for de næste fire år, men for de næste årtier, sagde Saakashvili i en tv-tale søndag aften.

Det næste parlament og den næste regering vil som følge af en forfatningsændring få langt mere magt.

Saakashvilis Forenede Nationalbevægelse har domineret georgisk politik siden rose-revolutionen i 2003, som gav løfte om en mere demokratisk fremtid, men præsidenten er hyppigt blevet beskyldt for at videreføre en autoritær tradition i Georgien.

Der blev fyret voldsomt op under valgkampen, da der dukkede en video op fra et fængsel, som viser en mandlig fange blive voldtaget med et kosteskaft.

Oppositionen mener, at det viser Saakashvili-styrets sande ansigt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.