EMNER

Geråen er hårdt ramt

Gylleforurening resulterer i politianmeldelse. Steen Larsen, formanden for Voer Å Sportsfiskerforening, er langt nede i kælderen efter store mængder gylle lørdag løb gennem Geråen og slog alt liv i vandet ihjel på en strækning på 12 kilometer.

Mens sportsfiskerformanden står ved åens bred er et af foreningens medlemmer Michael Koch Jensen, ved at fiske døde ål, ørreder og skrubber op af vandet. Han bor helt ned til åen, og har været med til en stor del af arbejdet med at genoprette Geråen. Han ryster på hovedet. - Jeg har aldrig set åen være så hårdt ramt. Det er den totale død, siger han og kigger op på sin formand, som nikker med. - Det var ikke engang flydende, da det kom ned gennem åen. Det var ligesom grød, fortæller han om oplevelsen af forureningen lørdag eftermiddag. Kraftigt regnvejr Sportfiskerne mener, at det er det kraftige regnvejr i området, der indirekte har medført forureningen. Regnen har fyldt op i en af områdets mange gylletanke, og det overskydende indhold er derefter hældt i åen, mener de. De har direkte mistanke til en enkelt lodsejer, som de ikke ønsker at nævne navnet på. Men de meldte ham til politiet allerede søndag. For lige oven for hans jorde er åen stadig levende. Døde fisk Resten af vejen ud mod havet ligger der døde fisk i vandspejlet. - Det var meget markant lørdag. Fra vi så levende ørreder til åen var fyldt med døde fisk gik der kun 15-20 meter, fortæller Steen Larsen. De to sportsfiskere anslår, at den prop af gylle, som pludselig løb gennem Gerå var halvanden kilometer lang. Hals Kommune besigtigede mandag Gerå sammen med Nordjyllands Amt. Tirsdag eftermiddag blev konklusionen, at Hals Kommune inden for et par dage sender en anmeldelse af sted. Hvem man mener står bag forureningen, må kommunen ikke oplyse, siger souschef i teknisk forvaltning, Bente Lindstrøm. Den lodsejer, som sportsfiskerne mistænker for at være skyld i forureningen, har ikke ønsket at kommentere forureningen af Geråen over for NORDJYSKE.