Silkeborg

Geværmænd trængte ind hos sovende par

Mand skudt i benet af fire personer, som kom ind i hans soveværelse i Silkeborg

Arkivfoto

Arkivfoto

SILKEBORG:Et kærestepar, som bor i en landejendom nord for Silkeborg, fik sig natten til lørdag en stærkt ubehagelig overraskelse, da en gruppe hætteklædte voldsmænd skød deres hoveddør op med et jagtgevær og trængte hele vejen ind i soveværelset.

Den 31-årige kvinde kastede sig ifølge politiet ned bag sengen, mens hendes lidt ældre kæreste blev skudt i underbenet - formentligt med en ni millimeter pistol - af de maskerede og uvelkomne gæster, som bagefter stak af fra stedet i en bil.

Offer er bange

Efter skyderiet er det 37-årige skudoffer kørt til sygehuset i Viborg, hvor han skal opereres i løbet af lørdag formiddag, men det er ikke noget livstruende, oplyser politiet, som kan fortælle om den dramatiske hændelse:

- Det lader til, at parret bliver vækket ved larmen og balladen, da de formentligt fire gerningsmænd skyder hoveddøren op, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Manden står op og tænder lys for at se, hvad der sker, og så bliver han overfaldet af gerningsmændene, som slår og skubber ham ind i soveværelset, hvor han bliver skudt i højre underben, tilføjer vagtchefen.

Ukendt motiv

Motivet bag skyderiet står endnu ikke klart.

- Han er meget bange for at fortælle, hvad han måske ved eller ikke ved. Nu må vi se om nogle nærmere afhøringer kan give os nøglen til, hvad pokker der ligger bag den her sag. Man bliver jo ikke bare lige opsøgt og skudt i underbenet, siger Jens Claumarch.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.