Geværskud udløser fængsel

29-årige gik truende frem mod politiet og skød op i luften

Ulsted 1. marts 2003 07:00

AALBORG: To betjente fra Aalborg Politi havde trukket deres pistoler og var klar til at skyde, da 3. december om aftenen stod over for en mand, der gik frem mod dem med et oversavet jagtgevær. Blot fem meter fra politifolkene lagde manden sit dødensfarlige våben fra sig. Retten i Aalborg har på den baggrund idømt en 29-årig mand fra Hou seks måneders ubetinget fængsel for trusler mod politiet og for overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder. Situationen var yderst kritisk, da politifolkene blev kaldt ud til landejendommen mellem Ulsted og Hou. Vagthavende hos Aalborg Politi havde over telefonen bedt manden om lægge sit våben, men opfordringen prellede af. Patroner alle vegne Politifolkene råbte flere gange til manden, at han skulle smide geværet, men det havde ingen virkning og han fortsatte ufortrødent hen mod dem. Den 29-årige holdt geværet i klarstilling og affyrede sin pumpgun op i luften, mens han fortsatte frem. Trods nye tilråb om at lægge geværet, gik den 29-årige helt hen til patruljevognen, hvor betjentene havde søgt dækning og taget blødt aftræk på deres tjenestepistoler. Det vil sige, at de havde en finger på hanen. I sidste øjeblik lagde manden dog sit gevær ned på jorden og lod sig overmande. Ud af lommerne væltede det med skarp ammunition til en mindre krig. I alt 65 jagtpatroner havde han proppet ned i alle mulige åbninger i tøjet. Forsvareren lod i retten forstå, at han godt var klar over, at betjentene havde været lige var på nippet til at skyde. Og at situationen meget vel kunne have været en helt anden, hvis ikke det havde været, fordi det var "to besindige nordjyske betjente", som hans klient havde stået over for. Ræd for lillebror Den 29-årige undskyldte sig med, at han havde skudt op i luften for at fjerne den skarpe patron i kammeret, så der ikke skulle ske et uheld, når han lagde geværet ned på jorden. Men en af betjenten forklarede i retten, at han overhovedet ikke havde følt sig mere tryg af den grund. Tværtimod. Han havde set en genstand blive kastet ud fra geværet, da det blev affyret. Han troede umiddebart, at det var patronhylsteret, og at geværet derfor automatisk ladede op igen. Det viste sig senere, at betjenten havde set patronindsatsen. Våbnet var ikke automatisk. Det fortoner sig noget i det uvisse, hvorfor den 29-årige reagerede så abnormt. Han havde samme aften været i byen med sin bror og en kammerat mere og var blevet temmelig fuld efter en del spiritusindtagelse fra tidligt på dagen. Den dømte var tilsyneldede bange for, at lillebroderen skulle opsøge ham og give ham klø, fordi han var taget tidligere hjem fra værtshusturneen i Hou. Den 29-årige, som ikke tidligere er straffet, udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...