Gevinst skal holde unge fra kontanthjælp

Ikke alle er lige begejstrede for Skats ønske om at kommunerne påny skal granske kontanthjælpssager. Arkivfoto

Ikke alle er lige begejstrede for Skats ønske om at kommunerne påny skal granske kontanthjælpssager. Arkivfoto

ODENSE:Det kan mærkes på den kommunale pengepung, hvis en dreng eller pige forlader folkeskolen og tjekker ind i kontanthjælpssystemet. Med et nyt forsøg vil Odense Kommune forsøge at lade de penge, de sparer, hver gang en ung kommer i gang med noget andet end kontanthjælp, gå direkte til at forebygge, at flere unge ender på offentlig forsørgelse. - Vi vil vende den negative spiral, så vores begrænsning ikke altid er, at vi ikke har råd til det forebyggende arbejde, fordi vi bruger mange penge på kontanthjælp. Med vores nye model vil vi dels måle direkte på, hvad der virker, og samtidig skaffe penge til det, siger børne- og ungerådmand Jane Jegind (V), der betegner projektet som kommunal nytænkning på tværs af kasser og forvaltninger. I Odense Kommune er cirka 1000 unge under 25 år lige nu på kontanthjælp. En del af kontanthjælpen betales af staten, og de penge kan kommunen ikke bruge i projektet. Ifølge rådmanden ved kommunens socialrådgivere ofte, allerede når en ung er 16-17 år, om han eller hun er i farezonen for at ende på kontanthjælp. - Vi skal have slået hul på vanetænkningen i kommunen. Hvis du som 18-årig ender på kontanthjælp, så er der rigtig lang vej til at få en uddannelse, et job og dermed også en mulighed for at stå på egne ben. Vi skal i kommunerne tage opgaven med at give alle unge en ungdomsuddannelse alvorligt, siger Jane Jegind (V). Odense Kommune vil måle effekten af projekterne, og har som en start afsat lidt over en halv million kroner i 2009./ritzau/