Gid vi kunne være ligeglade

Bestyrelsesflertal bombede DR tilbage til middelmådigheden

Hvis nu bare Danmarks Radio var et privat foretagende, kunne vi jo være ligeglade. Så betød det mindre, at DR's bestyrelse træffer beslutninger, der målrettet er beregnet på at svække den virksomhed, hvis interesser den er sat ind for at varetage. Så kunne vi konkurrenter bare nøjes med at glæde os over, at inkompetence havde gjorde det af med endnu en medievirksomhed. Men Danmarks Radio er netop ikke et privat foretagende, og deri ligger hele forskellen. Derfor kan vi ikke være ligeglade med, hvordan Danmarks Radio forvalter de licenspenge, som vi – folket – giver den statsautoriseret ret til at opkræve hos os, fordi vi vil have nogen, der i en stadig mere kommercialiseret medieverden fortsat har en forpligtelse til at give os lødige, redelige, væsentlige og velfortalte programmer samt uafhængig og tilstræbt objektiv, national nyhedsformidling. Beslutningen i denne uge om at splitte DR Nyheder og forhindre yderligere samarbejde mellem DR's forskellige afdelinger, udlægges som en sejr: Generaldirektør Chr. Nissens tomgang-på-stedet-kompromis sikrede, at han og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen kan blive på deres poster, hvorfra de nu blot kan sidde og studere deres kloge og sønderskudte planer, der ellers om en årrække ville have gjort DR til et af verdens førende nyhedshuse. Bekymrede medarbejdere sikrede sig mod yderligere forandringer. De rigtige meningers brigade med kommentator George Metz i spidsen sikrede, at alt er som det plejer. Og bestyrelsens flertal fik bombet DR tilbage til middelmådigheden. Seerne og lytterne bliver tabere, men det er der ingen, der bekymrer sig om. Hvordan det kan være en sejr for befolkningen, at fremtidens eneste public service-station kommer til at levere dårligere journalistik for flere penge med brug af flere uproduktive mellemledere? Mediekonvergens – sammensmeltningen af flere medier, hvor journalister samarbejder om at fortælle historier via radio, TV, net – og som vi praktiserer det i Nordjylland også i ugeaviser, gratisaviser, 24 timers tv og mobiltjenester – skaber ikke nødvendigvis ensretning eller udslidte medarbejdere. For det er en udbredt misforståelse, som er udtænkt af grådige direktører og forstokkede tillidsmænd, at mediekonvergens handler om,at alle journalister skal lave alle historier til alle medier hele tiden. Hvornår skal man så få tid til at finde historierne, hvis man bare skal versionere ingenting hele tiden? Nej, mediekonvergens giver den synergi, der skal til, for at læserne, lytterne og seerne for de samme penge kan få betydelig bedre indhold. Det oplever vi i al beskedenhed i Nordjylland netop nu. Den vision havde DR's ledelse, og det var den vision, der var årsagen til milliard-byggeriet i Ørestaden. Og det var der fornuft i. For mediekonvergens, uden at journalisterne med samme stofområder sidder sammen, er som striptease i mørke: Uinteressant og virkningsløs. Når nu redaktionerne alligevel ikke skal smelte sammen, så er der ikke megen grund til, at skatteyderne skal betale for DR's prestigebyggeri. TV-avisen kunne ligeså godt være blevet i TV-Byen og Radioavisen i Radiohuset. Bestyrelsens beslutning er ikke blot uklog. Den er også uhørt svineri med skatteborgernes penge. Set udefra – og det kan sikkert se noget uskarpt ud fra Nordjylland, hvad der foregår i hovedstaden – så tegner der sig en række forklaringer på, at det er gået så galt: Enten har regeringen bevidst indsat en bestyrelse med det klare mandat at svække Danmarks Radio på et tidspunkt, da man har planer om at få så mange penge ud af en privatisering af TV 2 som muligt. Det er en grim tanke. Eller også har de to bestyrelsesmedlemmer, som regeringen og dens støtteparti har udpeget til DR's bestyrelse, bevidst brugt deres nye platform til at promovere deres egne politiske karrierer i offentligheden ved meget hadske og personlige angreb på navngivne journalister og på DR's dækning af ikke mindst Irak-krigen. Det er ikke blot en ubehagelig men også en frastødende tanke. For hvis der er grund til at kritisere Danmarks Radio generelt eller enkelte medarbejdere for tendentiøs eller politisk farvet dækning, så er det den daglige ledelses ansvar at få journalisterne til at leve op til DR's forpligtelse til uafhængighed og upartiskhed. Og en bestyrelse, der ikke mener, at den forpligtelse varetages ordentligt, har et meget effektivt redskab: Den kan fyre ledelsen. I stedet er bestyrelsesmedlemmer gået til offentligheden og har valgt at pille hele strukturen i et nyt, visionært og mere effektivt og fleksibelt DR fra hinanden. Det er i virkeligheden en meget trist nyhed, der kun bør glæde de mennesker, der fortsat opfatter Danmarks Radio som en munkemarxistisk højborg med egendefineret licens til at indoktrinere masserne. Men har de ret i det? Nej. Og dog. Vel er der mærkværdige enklaver i DR's programlægning, der af uransagelige årsager fortsat lyder som et næsten trygt ekko af min gamle fodformede samfundsfagslærer fra 70'ernes marxistiske folkeskole. En af de næsten museumsagtige enklaver i DR er redaktionen bag udsendelsen "Orientering" på radioens P1. Ikke fordi der ikke her også laves netop god orientering. Men hvis god journalstik er den bedst opnåelige version af sandheden, og den gode journalist ikke opfatter sig som en missionær, der laver research med ét øje for kun at se det, der kan bekræfte journalistens eget verdensbillede, så gør Orientering det let at få bekræftet selv de mest forstokkede fordomme om DR. Ikke fordi kritikere ikke andre steder i medieverdenen kan finde masser af kedelige eksempler på, at journalister og deres chefer bygger deres vinkler og historier på fordomme og unuancererede opfattelser af, hvordan verden burde se ud. Politikens dækning af indvandrerdebatten var i en årrække mit yndlingseksempel. Men det kan undre, at DR's ledelse tillader, at Orientering ulig Radioavisen, TV-Avisen og DR's andre nyheds-kanaler forsøger at fastholde lytterne i den verdensopfattelse, at Bush altid er idiot, Chirac altid en nar, Sharon endnu værre, og Anders Fogh en ulv, der hele tiden er lige ved at strippe ud af sine skræddersyede fåreklæder. Verdensbilledet er uden mange nuancer, og journalisterne egne holdning skinner for ofte igennem vinklingerne: Fred er fedt, og krig er noget lort, kapitalisme er noget rigtig grimt noget, kritik af indvandrere udtryk for småfacisme, og problemerne i Afrika skyldes udbytning af de gamle kolonimagter. De valgte kommentatorer, de valgte freelancerne og de valgte eksperter støtter tilfældigvis næsten altid den opfattelse. På samme vis er der næsten noget hyggeligt i, at gæsterne i "Koplevs Krydsfeldt" næsten altid er enige med den rare Keld Koplevs 68-univers. Mellemøstkorrespondent Ole Sippel er mere end nogen blevet kritiseret for at være for kritisk i sin dækning af Irak-krigen og af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Men hvis historien ikke har vist, at det er rimeligt at stille kritiske spørgsmål til baggrunden for Irak-krigen, så ved jeg ikke, hvad god journalistik er. Manipulationen af offentligheden op til beslutningen om at fjerne truslen fra Saddams Husseins påståede masseødelæggelsesvåben burde i stedet føre til selvransagelse hos de medier, der ukritisk videreformidlede politikernes og generalernes halve sandheder. Og enhver, der har været i Israel og ladet sine fordomme blive derhjemme, opdager, at den konflikt er så fuld af nuancer, at israelerne ikke kan gå fri for kritik af sin undertrykkelse i de besatte områder. I USA fik Det Hvide Hus pisket et had op mod enhver journalist, der ikke løb med på den patriotiske bølge under irak-krigen, der blev anført af Rubert Murdochs Fox News. I Italien søger præsident Berlusconi at styre både de private medier, han ejer, og de statsejede medier, som han kontrollerer. Herhjemme ville et godt råd til regeringen og dens støtteparti være ikke at optræde sådan, at man kan få mistanke om, at indgrebet mod DR i virkeligheden handler om at slå hårdt ned på kritik. Pressens rolle er at være demokratiets vagthund, for hvem skal ellers være det? Og det må statsmagten acceptere. Heller ikke ambitionen for journalisterne i Danmarks Radio må reduceres til, at de skal huske at sætte batterier i båndoptageren og så blot holde mikrofonen frem, så de folkevalgte kan få deres budskaber ufiltreret ud. I de senere år har et stadig mere professionelt DR i mine øjne opnået en generelt meget høj troværdighed i sin nyhedsformidling. Det er ikke tilfældigt, at jeg har lovet rødvin til de journalister på NORDJYSKE, der opnår at få deres historie citeret i Radioavisen. Det kan fortsat opfattes som en blåstempling af en histories nyhedsværdi, og det har de seneste måneder kostet så mange flasker, at det er lige før, at jeg tilgiver, når DR-journalisterne endnu engang "glemmer" at citere og lader som om, de selv har fundet på en historie, som de i virkeligheden har tyvstjålet fra en kollega i den anden ende af landet. For det er ikke venstredrejning eller det modsatte, der er Radioavisens og TV-avisens svaghed. Det er manglen på egne ideer og originale historier, selv om journalister som Anders Agger gør deres til at dementere den påstand. Og det er er ikke fordi journalisterne i DR er dummere eller mere dovne end gennemsnittet af medlemmer af Dansk Journalistforbund. Men den journalistiske stab i DR er spredt så meget ud lover døgnet for at dække de mange nyhedsudsendelser, at der for sjældent er tid til andet end at læse op fra aviserne eller sætte billeder på fælleshistorierne fra Ritzau. Det kunne et øget samarbejde i en fælles integreret nyhedsredaktion have ændret på: Journalisterne kunne have delt kilder, ideer, citater og kunne have skabt mere original, velfortalt og veldokumenteret journalistik til glæde for danskerne, Men sådan bliver det ikke. Gid vi kunne være ligeglade.