Gidsel-rederiet Shipcraft fik overskud

Rederiet Shipcraft overlever gidselsag - det viser regnskabet for 2012.

Gidsel-rederiet Shipcraft fik overskud

Den langvarige gidselsag, hvor seks søfolk fra coasteren Leopard var tilfangetaget i 838 dage hos somaliske pirater, har ikke slået kølen væk under rederiet Shipcraft.

Rederiet kom ud af 2012 med et overskud på 91.704 euro - svarende til cirka 687.780 danske kroner. Året før havde Shipcraft et underskud i omegnen af 13,8 millioner kroner.

Det skriver netportalen shippingwatch.dk.

Bruttoresultatet blev på 1,3 millioner euro - svarende til cirka 9,8 millioner danske kroner. Det er lidt mindre end året før, hvor det var på 11,3 millioner kroner.

Gidselsagen tynger fortsat - rederiet har hensættelser på 800.000 euro, omkring seks millioner kroner.

- Der er i forbindelse med kidnapningen afholdt store udgifter til løsesum, rådgivere m.m.

- Alene løsesummen har kostet selskabet knap fire millioner euro, hvilket har medført, at selskabets driftsresultat for de seneste tre år stort set er gået til piratsagen, skriver ledelsen ifølge shippingwatch.dk

Egenkapitalen i rederiet er genetableret, og ledelsen venter fortsat en positiv drift for fremtiden.

Det er nye takter i forhold til året før, hvor ledelsen i regnskabet for 2011 meddelte, at der var en reel risiko for, at rederiet måtte lukke i 2012. Det skete med denne formulering: Der er væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften.

De seks søfolk blev frigivet den 30. april i år efter mere end to år og tre måneder som gidsler hos somaliske pirater.

Rederiet ikke havde forsikret sig mod netop den situation, hvor besætningen blev kidnappet og ført væk fra skibet, da piraterne angreb det 12. januar 2011 ved udmundingen af Adenbugten Det Arabiske Hav.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.