Bortførelser

Gidseltagere fængslet 27 dage

KØBENHAVN:Tre unge mænd i slutningen af teenageårene blev varetægtsfængslet i 27 dage sigtet for et voldsomt røveri mod en Faktaforretning i Vanløse fredag aften. Røveriet gik galt på få minutter, men i stedet for at overgive sig til de ventende betjente uden for supermarkedet, valgte den desperate trio i stedet at tage to tilstedeværende kvindelige medarbejdere som gidsler i håbet om, at de derved kunne true sig ud af situationen. De opgav selv den håbløse flugtplan efter få minutter og lod sig anholde. Men røverbanden var ikke færdig med at overraske. For da de lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør forbløffede de tilhørerne ved helt at afvise politiets sigtelser, Mændene er sigtet for groft røveri, frihedsberøvelse og ikke mindst besiddelse af et skarpladt våben. Trioen brugte ifølge politiet de to kvinder til at spytte ud med koden til supermarkedets pengeskab. Og pistolen kom atter i brug, da mændene holdt de ansatte i skak som deres gidsler./ritzau/