GIF-nederlag før opgør mod Mou

Gudumholm 5. september 2002 08:00

Serie 4-holdet fra Gudumholm IF's fodboldafdeling tabte tirsdagens returkamp mod St. Restrup IF 1-2 efter en målløs 1. halvleg. Gudumholm-træner Steen Fjordbak erkender, at gæsterne var bedre, end han havde forudset, og også bedre end før sommerferien, men han mener samtidig, at to klokkeklare dommerfejl fik afgørende betydning. - Ved det første mål gik en St. Restrup-spiller i ryggen på vores målmand Peter Brinkmann, og ved det andet var der flere meter offside, mener Fjordbak. St. Restrup bragte sig foran 20 minutter inde i anden halvleg. To minutter senere sørgede Flemming Geertsen for udligning. Gæsternes afgørende mål faldt et kvarter før tid. Netop Flemming Geertsen, som har scoret i Gudumholms to seneste kampe, er ikke med i aftenens hjemme- og lokalopgør mod Mou IF. Efter tre nederlag på stribe er GIF'ernes ballast heller ikke den bedste. De er stort set forsvundet ud af oprykningsstriden, hvorimod Mou har vundet tre af fire kampe efter ferien og i samme fire kampe scoret 19 mål mod seks. Til forskel fra første turneringshalvdel, hvor den omvendte kamp endte med 6-1 i Gudumholms favør, er Mou-holdet blevet styrket med tre-fire nye. I weekenden vandt Mou uden karantæneramte Ebbe Schmidt med 7-0 mod Øster Sundby B 32. I aften er Schmidt tilbage på bekostning af Per Lang Sørensen. brula

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...