Forurening

Gift truer Aalborgs drikkevand

Det kan ødelægge vandforsyningen til titusinder af mennesker, hvis beboere tæt på vandværkernes boringer bruger gift i haven. Men det er der ingen, der fortæller tilflyttere

Budskabet er klart: Sprøjter du med gift i haven, risikerer du at ødelægge dit eget - og andres - drikkevand. Illustration fra Forsyningsvirksomhedernes hjemmeside forsyning.dk.

Budskabet er klart: Sprøjter du med gift i haven, risikerer du at ødelægge dit eget - og andres - drikkevand. Illustration fra Forsyningsvirksomhedernes hjemmeside forsyning.dk.

AALBORG:Hvis du en dag får besked om, at vandet i dine vandhaner er så forurenet, at du ikke kan drikke det, kan det meget vel skyldes, at nogle haveejere i den anden ende af byen har gået og sprøjtet med gift - uden at ane, at de dermed risikerer at ødelægge vandforsyningen for titusinder af mennesker. Der er nemlig et stort hul i de ordninger, Aalborg Kommune har lavet for at beskytte byens drikkevand. Omkring 100.000 mennesker i Aalborg-Nørresundby får deres drikkevand fra den kommunale vandforsyning, der henter vandet i tre områder ved henholdsvis Visse, Drastrup og Hvorup. Alle tre steder har kommunen lavet omfattende indsatsplaner for at beskytte grundvandet, og alle tre steder er beboerne blevet grundigt informeret om faren ved at bruge gift. Men informationen blev kun givet, dengang planerne blev lavet og sat i værk. Siden da er der ikke sket noget. Dermed har folk kunnet flytte ind i områderne, endda klos op ad en vandboring, uden at nogen har fortalt dem, at de helst ikke skal bruge gift. Kommunen har ikke gjort tilflyttere opmærksomme på grundvandsbeskyttelsen, og hverken ejendomsmæglere eller udlejere af boliger har pligt til det. Preben Pedersen, der som rådmand for Forsyningsvirksomhederne har ansvaret for den kommunale vandforsyning, erkender, at der er et problem. - Alle, der bor oven på grundvandet, bør være informerede om problemerne ved at anvende gift. Derfor er det også med i indsatsplanerne at informere. Kunsten er blot at finde det rigtige niveau. Det arbejder vi stadig på, siger Preben Pedersen. En af de muligheder, han overvejer, er at informere gennem Folkeregistret, så folk automatisk får besked, når de flytter ind i et grundvandsbeskyttet område. Mulighed for giftforbud En anden mulighed er regulært at forbyde brug af gift. Det kan ske gennem tinglysning. - Det går jeg ind for. Men det er en vanskelig opgave at tinglyse et sådant forbud og efterfølgende holde øje med, om det overholdes. Det kræver nærmere overvejelse, om indsats og resultat hænger sammen, forklarer rådmanden. Vandforsyningens chef, Klaus Kolind-Hansen, peger på, at de mange former for gift, der kan ødelægge drikkevandet, er godkendt og kan købes af enhver i fri handel. - Med landmænd og erhvervsdrivende kan vi indgå aftaler om ikke at bruge gift. Men når det gælder parcelhusejere, er det mest et spørgsmål om holdningsbearbejdning, så længe giftene kan købes fuldt lovligt, siger Klaus Kolind-Hansen.