Giftig debat om pesticider

Nørager dropper giftforbud

Lokalpolitik 23. april 2003 08:00

NØRAGER: Først var den munter, men pludselig blev tonen ret giftig, da kommunalbestyrelsen i Nørager i aftes diskuterede brug af pesticider mod kommunalt ukrudt. Et flertal besluttede at droppe giftforbuddet fra 1999 og dermed den aftale, som Kommunernes Landsforening (KL) i sin tid indgik med Miljøministeriet. Emnet dukkede op i det politiske system sidste efterår, da daginstitutionerne i Haverslev og Ravnkilde klagede deres nød over alt for mange genstridige tidsler på legepladserne. F.eks. har Kløvermarken i Ravnkilde store "vilde" og utrimmede arealer, hvor tidslerne generer. De vokser lystigt i en stor sandbunke, som børnene ikke bryder sig om at lege i fra maj og resten af året på grund af de stikkende planter. Henvendelserne medførte et forslag til nye retningslinjer for brug af gift. Flertallet i kommunalbestyrelsen mener, at det er i orden at ty til sprøjten i yderste nødstilfælde, når modstanderen er f.eks. giftig bjørneklo eller besværlige tidsler. Men tre stemte imod. Det var socialdemokraterne Morten Lem og Børge Kjær samt Poul Erik Larsen (R). - For det første har vi pligt til at holde en gammel aftale med ministeriet. Vi har også pligt til at beskytte grundvandet. Vi får som kommune et forklaringsproblem over for borgerne, når vi skal overtale dem til at bruge mindre gift i deres haver, sagde Morten Lem, som mente, at en fræser nok kunne klare en smule tidsler på en legeplads. Børge Kjær bakkede op: - Det er helt pløk at tale om at bruge gift, når problemet er så lille. Det er uansvarligt, og det er forkert. Tre unge mennesker med hakkejern kan klare de tidsler på en formiddag, mente Børge Kjær. Orla Kastrup Kristensen (V) påpegede, at tidsler er rodplanter og skam ikke er så lette at slippe af med. Så gik Jens Ove Hansen fra Venstre ind i debatten: Parodi - Denne drøftelse er en parodi, når nogle udtaler sig om noget, de ikke har forstand på. Vi taler jo om at bekæmpe ukrudt med f.eks. Round Up, der også indgår i opvaskemidler og i øvrigt er helt ugiftigt, sagde gårdejer Jens Ove Hansen. Børge Kjær reagerede øjeblikkeligt: - Skal man kaldes idiot, fordi man foreslår at bekæmpe ukrudt med håndkraft i stedet for med gift. Nu skal du passe på, hvad du siger, Jens Ove Hansen, lød Børge Kjærs harmdirrende svar. Gitte Rubæk ønskede at få bekræftet, at det er forældrebestyrelserne i institutionerne, som afgør, om ukrudt skal fjernes med gift eller håndkraft. Søren Munk (V), formand i teknik- og miljøudvalget, forsikrede, at sådan hænger de nye regler sammen. - Jamen, så er jeg helt rolig, sagde Gitte Rubæk, der støttede flertallet. Ikke ved vandværk Søren Munk understregede, at det ikke er meningen, at der nu skal sprøjtes med gift i tide og utide. - Det drejer sig om at få mest muligt miljø for pengene, sagde han. Den nye giftpolitik i Nørager Kommune indebærer, at bjørneklo, tidsler og andre giftige eller skadelige planter kan bekæmpes med gift. Der må kun bruges godkendte pesticider, og materielgården skal nøje registrere brugen. Der må ikke bruges gift på arealer, der ligger inden for et vandværks indvindingsområde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...