Giftig tun på dåse solgt hos Netto

AALBORG: Fødevareregion Nordjylland har fundet forhøjet indhold af histamin i et parti dåsetun, som er solgt i Netto butikker over hele landet i uge 46. Dåserne er solgt som pakninger med 6 dåser i hver, oplyser Fødevaredirektoratet. Dåserne med 185 g findelt tun i vand er importeret fra Ghana og er af mærket SENATOR, med kode FJWBJA 128M280203 og mindste holdbarhedsdato 280206. Der er tale om et mindre parti på i alt 1.152 dåser – eller 192 pakninger med 6 dåser i hver. Forbrugere, der har købt dåserne, bør enten levere dåserne tilbage til butikken eller smide dem væk. Man kan blive syg af at spise mad med forhøjet indhold af histamin. Typisk vil det være lette symptomer som en prikkende fornemmelse i munden og svælget. I sjældne tilfælde ses mere alvorlige symptomer som smerter i brystet og åndedrætsforstyrrelser. Der kan gå fra få minutter til få timer fra man har spist mad med forhøjet indhold af histamin til symptomerne viser sig. For det meste er forgiftningen kortvarig. Hvis man har spist produktet og ikke er blevet syg, er der ikke nogen grund til bekymring. Histamin dannes, når fisk opbevares ved for høj temperatur i lang tid. Søren