Giftige AaB'ere sendte FIK i knæ

Høj effektivitet i afslutningerne tilført en smule held hos AaB sammenholdt med et alt for ringe udbytte af store anstrengelser hos hjemmeholdet var afgørende faktorer i sæsonens tredje nordjyske lokalslag.

Frederikshavn IK AaB Ishockey 3-6 Ishockey, Isligaen Mens FIK især i anden periode var decideret ramt af uheld med først et drøn på indersiden af stolpen af Mads B. Christensen fulgt op af en misbrugt friløber til Mike Grey, kunne Frederik Åkesson med sit andet mål på slagskud sende pucken ind til en vigtig 3-1 scoring til aalborgenserne i powerplay. Og et nyt koldt chok fik FIK'erne straks inde i tredje periode, hvor en snedig Ronny Larsen fandt Ales Dvorak totalt fri foran mål, og så var AaB i front med 4-1. Det lignede den totalte ydmygelse af frederikshavnerne, da keeper Johan Westermark gik helt galt af en ufarlig puck fra Martin Struzinski, der fik lov til at sejle ind til 1-5. Mage til effektivitet skal man vist lede længe efter, men en smule spænding var der dog optræk til, da FIK med to scoringer fik sig spillet en smule ind i tredje periode. Først blev Radim Piroutek nedlagt til et straffeslag, som Dan Ceman udnyttede særdeles effektivt under loverliggeren, og da Heinz Ehlers kort efter mistede pucken ved eget mål til en helt fri Tomi Jokinen blev der reduceret til 3-5. Energiske Jesper Foget Pedersen var på nippet til at skabe den helt store spænding tæt ved stolpen, men Lubomir Pisar i AaB-målet fik afværget, og i stedet satte AaB igen trumf på, da Anders Lundström fik en sukker-puck fra Dejan Matejic foran et frit FIK-mål. Aftenens store profiler var AaB's Ronny Larsen og store, stærke Frederik Åkesson. Førstnævnte indledte lokalslaget med at finde svenske Anders Lundström fri foran FIK-målet allerede efter 22 sekunders spil, og så var tonen ligesom lagt i den kamp. Hos hjemmeholdet må det være særdeles bittert at se så megen energi give så magert et resultat, men sløje afslutninger kombineret med en vis portion uheld samt et ofte vaklende forsvar gjorde det nærmest umuligt for frederikshavnerne. Dermed kunne AaB igen glæde sig over en herlig aften i Frederikshavn Isstadion, der vel nærmest har udviklet sig til at blive aalborgensernes lykkebane. Kampfakta: Perioder: 0-1, 1-2, 2-3 Mål: 00.22, 0-1 Anders Lundström ass. Ronny Larsen, 26.10, 0-2 Frederik Åkesson ass. Christian Lie Nielsen, 28.20, 1-2 Martin Taborsky ass. Tomi Jokinen, 32.18, 1-3 Frederik Åkesson ass. Ronny Larsen, 40.52, 1-4 Ales Dvorak ass. Ronny Larsen, 41.48, 1-5 Martin Struzinski ass. Rasmus Lykke, 45.12, 2-5 Dan Ceman (straffeslag), 55.27, 3-5 Tomi Jokinen uass., 57.26, 3-6 Anders Lundström ass. Dejan Matejic. Udvisninger: FIK: 4x2 min. AaB: 1x10 min. (Bo Nordby Andersen), 5x2 min. Hoveddommer: Mads Borggaard Tilskuere: 2460 i Frederikshavn Isstadion (udsolgt)