EMNER

Giftige alger i badevandet

KØBENHAVN:De giftige blågrønalger er nået til Danmark. Den varme sommer giver optimale forhold for algerne, hvis grønne skær er blevet set adskillige steder i de danske farvande. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) beretter om alger i dele af Øresund, Det Sydfynske Øhav og i Østersøen tæt på Bornholm. En stor del af algerne bliver dannet i den svenske del af Østersøen, hvorefter de østlige vinde fører dem til de danske strande. Netop i Sverige har man observeret en kraftig algeopblomstring de seneste dage. - Hvis det bliver så massivt, at man ikke kan se sine fødder, når man har vand til knæene, så skal man ikke bade i vandet. Der er ikke den store risiko for almindeligt sunde mennesker, men børn og hunde kan få ubehag, siger Bo Riemann der er forskningschef på DMU. Det er primært de mindre danske farvande, der bliver ramt af algerne. Et åbent, saltholdigt hav som Kattegat bliver som regel forskånet for algerne. - Vi er så heldige, at algerne dør, når de runder Kronborg, fordi saltindholdet stiger jo længere nordpå, man kommer, siger forskningschefen fra DMU. /ritzau/