Giftige fuger og termoruder

Vi mennesker har fået mange gode ideer i tidens løb - jeg nævner i flæng: Hjulet (og det deraf følgende 4-hjulstræk), atombomben, momsen, Brigs & Stratton - og demokratiet, som betyder, at såvel Søren som Asma uden frygt kan sige, hvad de tænker. Men indimellem slår vi nogle ordentlige skævere - og her tænker jeg hverken på tørklæder eller hagekors, men på noget kemisk stads, som hedder PCB. Fra ‘50’erne blev det brugt i alverdens produkter - blandt andet som blødgører i fugemasse - indtil man i ‘70’erne blev klar over, at PCB ikke bare er farligt, men ligefrem én af de aller farligste miljøgifte overhovedet: PCB giver kræft, svækker immunforsvaret, påvirker børns naturlige udvikling, laver ravage i hormonerne og ødelægger sædkvaliteten. Og PCB har ligesom DDT en forbandet evne til at ophobes i fødekæden, hvilket betyder, at kun regnormene er mere udsatte end vi mennesker. Det skulle da lige være de førhen så stolte amerikanske hankrokodiller, som i dag fødes med alt for små tissemænd - nu er det som bekendt ikke størrelsen, det kommer an på, men alligevel! En af de kendte kilder til PBC er fede fisk - sild og laks - fra Østersøen, men det ondeste er næsten, at PBC ender i modermælken. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på - at vi ikke bare ødelægger vores eget helbred, men giver giften videre til vore egne børn. Sikken dåbsgave. PCB ender i dig og mig PCB er altså sindssygt farligt. Og forlængst forbudt. Men langt op i ‘70’erne var der store mængder blødgørende PCB i den fugemasse, man brugte til gummifuger imellem betonelementer og omkring vore vinduer - samt eksempelvis det gummisnadsk, som forsegler kanten af vore termoruder. Rundt om i samfundet sidder mange af fugerne der endnu - anonyme og uskyldige ser de ud, men ta’ ikke fejl: Der er tale om små, men regulære giftbomber. De PolyKlorerede Bifenyler blev oprindeligt blandet i som en olie og havde til opgave at gøre fugemassen blød og elastisk - som gummi. Og så er der vel fred og ingen fare, fordi giften er bundet i gummifugen? Nej, sagen er nemlig, at PCB med tiden “migrerer” eller vandrer ud af gummifugen og over i de omgivende (porøse) materialer - eksempelvis de betonelementer, som er samlet med gummifuger for at undgå spændinger og revner (dilatationsfuger), og ved gummifuger omkring vinduer trækker PCB’en ind i såvel træværk som beton og mursten. Desuden udvaskes PCB, og det binder sig til jord og støv, hvorved det spredes i miljøet og ender i planter, dyr og mennesker. Et ædrueligt skøn går på, at der i danske huse findes omkring 300 tons rent PCB - 8 ud af 10 bygninger er berørt. Hvis det findes i en million bygninger, er det 300 gram pr. hus, og det er ganske slemt, af tre grunde: PCB er ekstremt giftigt, det spredes meget let - og ophobes igen i fødekæden, hvor vi uheldigvis sidder på toppen og i princippet gnasker det hele i os. At PCB er farligt, har vi vidst længe - at det i en årrække blev brugt i fugemasser, har vi også vidst - at det stadig sidder i fugerne og udgør en latent fare for os alle, burde vi også have vidst. Det var jo derfor, det blev forbudt. Men så lavede politikere og myndigheder vel en handlingsplan for fjernelse af alle gamle gummifuger og giftige termoruder - så vi én gang for alle kunne slippe af med det uheldsvangre problem? Hovedet i busken Nej, vi lod fortiden hvile og har lige siden ladet som ingenting - vi har kollektivt stukket hovedet i busken, indtil Miljøkontrollen i København lod foretage et par målinger, som fik de røde lamper til at blinke, og forleden kunne Radioavisen så fortælle, at i Norge og Sverige iklæder håndværkerne sig rumdragter og fjerner systematisk de gamle fuger og ruder - de håndteres som giftaffald og destrueres omhyggeligt ved forbrænding ved meget høje temperaturer. Medens vi danskere lader som om, der slet ikke er noget problem, tager svenskere og nordmænd situationen skide alvorligt: Ikke bare skal fuger og vinduer væk og destrueres, det skal de omgivende materialer også - og de håndværkere, som udfører arbejdet, skal beskyttes efter alle kunstens regler, så de ikke bliver PCB-skandalens endelige ofre. Selve fugen og termoruden er ikke det store problem - det er ganske vidst kilden til forureningen, men medmindre man slikker på fugerne eller ruller sig i affaldet, er der ingen akut fare. Men hvis man arbejder med skidtet hver dag - hvis man eksempelvis renoverer fuger eller skifter mange vinduer i store facader - så gør man klogt i at beskytte sig godt og grundigt. Det er i den daglige kontakt med selv små mængder PCB, at faren ligger. Men det er jo ikke gjort med at skifte fugen og termoruden - med tiden har PCB spredt sig til de omgivende materialer, og for at få det hele med skal man derfor skære cirka en tomme af murværket eller betonen - det udvikler en masse støv, som dels er stærkt forurenet og dels er svært at styre. Derfor skal norske og svenske håndværkere, som beskæftiger sig med renovering eller nedrivning, hvor der er PCB inde i billedet, bære heldragt, syrefaste handsker og en særlig gasmaske - hele svineriet! IDanmark har vi officielt ikke noget PCB-problem og derfor ingen regler desangående. Små huse - små problemer Og så det store spørgsmål: Er der PCB i din bolig? Hvordan finder du ud af det, og hvad gør du ved det? Termoruder: Risikoen ligger i det gummi, som selve rudens to lag glas er samlet med - og det lag snask, som til slut er tværet rundt om den færdige rudes kant som en forsegling. PCB blev forbudt i slutningen af ‘70’erne, og de fleste termoruder fra den tid er for længst punkteret og skrottet. Fuger omkring vinduer og døre: I de fleste parcelhuse fra den tid blev fugerne lavet af mørtel - og i de få småhuse, hvor man allerede brugte “moderne gummifuger”, rådnede vinduer og døre på få år og blev derfor udskiftet. Ved større byggerier er man hurtigere til at tage nye metoder i brug, så i enhver etageejendom fra før slutningen af ‘70’erne kan vinduer og døre i princippet være monteret med PCB-holdige fuger. Dilatationsfuger: Større bygninger af især beton revner på grund af spændinger, hvis de ikke er opdelt i elementer - som man så samler med fleksible fuger. Hvis bygningen har den rette alder, er der med stor sandsynlighed brugt fugemasse med PCB. Ingen regler Som amatør kan man desværre ikke se på en fuge, om den indeholder PCB - med udgangspunkt i bygningens alder må man simpelthen gætte sig frem. Og hvad gør man så, hvis man tror, at der måske kan være ugler i mosen? Ringer til Teknisk Forvirring eller kommunens miljøafdeling - og så kommer de farende og måler på problemet? Nej, problemet er, at ... ja, at vi ikke har noget officielt anerkendt problem med PCB - og derfor ingen regler for eller anvisninger på, hvad man skal stille op. Men der er heldigvis en hel uge til næste søndag, og indtil da vil jeg grave videre. Jeg hører meget gerne fra læsere, som har kommentarer eller oplysninger, så vi kan få skovlen under problemet.