Giftige højspændingsmaster stjæles

Brønderslev og Oplands Elforsyning advarer borgerne - masterne indeholder sundhedsskadeligt arsen

Brønderslev 21. september 2004 06:00

BRØNDERSLEV: 11-12 meter lange, skrottede høj- spændingsmaster bliver stjålet i Vrensted og Børglum-området. BOE har gennem længere tid foretaget kabellægning i området. Det betyder, at højspændingsmasterne forsvinder fra landskabet, samtidig med, at kabellægningen er med til at øge leveringssikkerheden. BOE har arbejdet hurtigt for at få de godt 100 master taget ned, inden landmændene i området pløjer og tilsår markerne. Og masterne er derfor opsamlet i lokale depoter på markerne, hvor de venter på at blive transporteret til en kontrolleret losseplads. - Masterne forsvinder fra de depoter, BOE har lavet i området. Hvem der har fjernet masterne fra depoterne ved vi ikke, men vi vil advare mod at gøre det, da masterne er imprægneret med et arsenholdigt stof, der er sundhedsskadelig, fortæller kabelmester Erik Dalsgaard fra BOE. Han oplyser, at arsen kan være kræftfremkaldende. Og hvis man saver eller borer i masterne frigøres arsen. - Selv om der er tale om gamle master, indeholder de stadig op til 90 procent af det arsenholdige stof. Og arsenen forsvinder ikke, selv om masterne bliver brændt. Det vil så bare være i asken, advarer Erik Dalsgaard. Det fremgår af en bekendtgørelse fra miljøministeriet, at træ der indeholder arsen ikke må genanvendes, sælges eller gives bort. - Træet skal leveres til en kontrolleret losseplads, så man foretager sig noget ulovligt, når man fjerner masterne fra vores depoter. Og vi har orienteret politiet om forholdet. Hvor de forsvundne master er kørt hen er uvist, men formentlig er de tiltænkt byggerier i landsdelen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...