Giftlaboratoriet er klart til at blive solgt

I næste uge skal bygningerne vises til eventuelle købere

HJØRRING:Mandag morgen rykkede et hold rengøringsassistenter ind på Hans Kierulff Nielsens ejendom på Magnesmindevej i Gjurup lidt udenfor Hjørring. Og resten af ugen står den på en gennemgribende rengøring af de bygninger, som hidtil har rummet Interferonlaboratoriet, der gik konkurs sidste efterår - og hvor det i september blev konstateret, at opbevaringen af en lang række mere og mindre skadelige kemikalier mildest skrevet var uforsvarlig. Det førte til en medieomsust tømning af bygningen, hvor sikkerhedsforanstaltningerne var af et omfang, man ikke ofte oplever i Vendsyssel. Tømningen forløb da også uden problemer, og konkursboets bestyrer, advokat Bent Halkier fra Advokatfirmaet Advonord Hjørring, er fra næste uge klar til at vise bygningen frem til de syv til otte parter, som har vist interesse for at købe bygningen. Frosten forsinkede Egentlig kunne laboratoriet have været rengjort allerede for nogle uger siden, men Bent Halkier fik lukket for vandet i bygningen, da frosten satte ind for alvor i begyndelsen af januar. Og dermed var bygningen ikke klar til fremvisning. - Det var først, da jeg så vejrudsigten i fredags, som lovede varmegrader nogle dage frem, at jeg turde åbne igen - og dermed sætte rengøringen igang, siger han. Og med rengøringen kan der sættes gang i spekulationerne om, hvad der mon skal være i bygningerne fremover. De blev opført i 1978 som en kopi af herresædet Langesø nær Odense, og selv om der mangler en ordentlig gang vedligeholdelse hist og pist, fremstår de stadig som et byggeri i særklasse. Bent Halkier oplyste i december, at en af de interesserede parter, overvejede muligheden af at etablere et hospice i bygningen - samt at han ikke var klar over, hvilke interesser, de øvrige parter repræsenterede. - Det holder stadig stik, men om et par uger er et salg måske så nær en realitet, at jeg kan sige mere, siger han. Penge på bogen Når bygningen bliver solgt, kan Hans Kierulff Nielsen regne med at kunne sætte en større sum penge i banken. Bygningen og grunden er vurderet til 5,5 mio. kroner, og selv når alle omkostninger er betalt, bliver der en del tilbage. - Det er helt sikkert, at der bliver en pæn sum penge til Hans Kierulff Nielsen, siger Bent Halkier. En mand og to firmaer Den meget omtalte bygning på Magnesmindevej, som har indeholdt det konkursramte Centrallaboratoriet for Fiskeri- og Levnedsmiddelindustri ApS, er ejet af firmaet Dansk Kaffeimport Hjørring ApS, som har til huse på Hestkærvej 3 i Hjørring. Begge firmaer er ejet af Hans Kierulff Nielsen - og fælles for dem er, at de er under opløsning. Centrallaboratoriet for Fiskeri- og Levnedsmiddelindustri ApS grundet den førnævnte konkurs, og Dansk Kaffeimport Hjørring ApS fordi der trods rykkere ikke er indsendt en selvangivelse for virksomheden. - Når en virksomhed ikke indsender en selvangivelse, rykker Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for den. Fristen er tre måneder, og sker der ikke noget inden da, tvangslikvideres selskabet, siger Bent Halkier, som tillige oplyser, at der i dette tilfælde er tale om en såkaldt ”solvent likvidation” - hvilket betyder, at der stadig er penge i selskabet. Det er Hans Kierulff Nielsen, der ejer bygningen på Hestkærvej, som har indeholdt Dansk Kaffeimport Hjørring ApS, og der er såvidt NORDJYSKE er orienteret, ingen umiddelbare planer om at sælge den. Ejendomsvurderingen på Hestkærvej er 2,4 mio. kroner, heraf er grundværdien på 675.000 kroner.