Kemikalier

Giftlaboratorium tømmes fra på fredag

Først skal forsvaret ind for at tømme laboratoriet for eksplosive stoffer fra indtørrede kemikalier

HJØRRING:Hjørring Kommune, der selv har valgt at stå for tømningen af det konkursramte giftlaboratorium i Gjurup vest for Hjørring, er nu så langt, at man skrider til handling fredag morgen. Da bliver personale fra Hærens Ammunitionsrydningstjeneste, AMRYD, som de første sendt ind i laboratoriet. De skal fjerne de eksplosive kemikalier, der er i laboratoriet. Det drejer sig blandt andet om indtørret diadiethyleter og pikrinsyre. Mens det foregår, vil der af sikkerhedshensyn være ambulancer, slukningskøretøjer og politi til stede, oplyser formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg, Ole Ørnbøl (S). De eksplosive kemikalier vil herefter blive kørt til pladsen ved Rønnovsdal, hvor de bliver bragt til sprængning. En fem mand stor gruppe bestående af teknisk direktør Andreas Duus, planchef Svend Jacobsen, beredsskabschef Knud Børge Møller, driftsleder Michael Bering, Modtagestation Vendsyssel og teamleder Thomas Lomholt har udarbejdet planen over tømingen af laboratoriet. - Den har vi sendt til Arbejdstilsynet, som har sendt nye vejledninger tilbage til kommunen. - De ting, der fra Arbejdstilsynets side er sat spørgsmålstegn ved, er selvfølgeligheder for os. Vi har lavet et godt forarbejde, og de folk, der har forstand på kemikalier er helt trygge ved at gå i gang med opgaven, siger Ole Ørnbøl. Det er Hjørring Kommune, der ene og alene har ansvaret for den sikkerhedsmæssige del omkring tømningen af laboratoriet, der har stået ubenyttet hen de senere år. - Vi holder et sidste møde på onsdag for at få koordineringen helt på plads og træffer her også den endelige beslutning om tømningen, siger Ole Ørnbøl. Naboer vil modtage et brev om tømingen.