Hjørring

Gigant forlader Codanhus

Efter næsten 40 år tyder meget på at Dansk Supermarked opgiver lejemålet i rådhusbygningen.

Siden november 1970 har Føtex haft til huse i Codanhus. Med bygningen af den nye Føtex-butik i Hjørring peger pilen i retning af, at Dansk Supermarked opgiver lejemålet.Arkivfoto: Bent Bach

Siden november 1970 har Føtex haft til huse i Codanhus. Med bygningen af den nye Føtex-butik i Hjørring peger pilen i retning af, at Dansk Supermarked opgiver lejemålet.Arkivfoto: Bent Bach

Når Føtex flytter fra Springvandspladsen til Bispetorv vil Dansk Supermarked efter al sandsynlighed opgive lejemålet til den gamle butik i Codanhus. Det er i hvert fald den melding, som Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) har fået på en henvendelse til Dansk Supermarkeds ledelse. - Den definitive afgørelse kommer til påske, men vi skal ikke regne med, at lejemålet fortsætter, fortalte han på generalforsamlingen i Hjørring Handelsstandsforening. Den melding kom ikke helt bag på handelsstandsformand Per Boe Larsen. - Udflytningen til efteråret af Føtex er en af de ting, der optager bestyrelsen meget, for hvad kommer der på den tomme plads i stedet. I hvert fald må vi nu selv mere til læderet for at markedsføre midtbyen. Vi får en udfordring der, for Føtex har tiltrukket mange kunder. Nu må vi selv mere til læderet for at markedsføre midtbyen, udtalte han og understregede, at handelsstandsforeningen vil gøre alt for at der kommer noget attraktivt ind i de efterladte butikslokaler. - Og det kan kun gå for langsomt, tilføjede han. Per Boe Larsen lagde også op til, at alle begynder at tænke kreativt og tage hul på en diskussion om at få en helt anden midtby: - Jeg har tidligere nævnt frilæggelse af Strømmen som en mulighed. Der kan være mange andre ideer. Udvalgsformand Jørgen Bing (SF), Teknik og Miljø er enig i, at der planmæssigt skal gøres noget ved den indre by. - Der ligger en stor udfordring. Vi skal være kreative, og virkelig tænke tanker. Og kommunen og handelsstanden skal holde tæt kontakt i forløbet.