Aalborg

Gigantisk bjørn til Aalborg

AALBORG: Chancerne for en nordjysk sejr er stort set lige så store, som for at Elvis Presley dukker op på tilskuerpladserne til onsdagens kamp mellem Aalborg Basketball Club og Bakken Bears. Alligevel glæder Carsten Hermansen sig til bundholdets møde med topholdet, som ikke har tabt siden lokalopgøret mod Åbyhøj tilbage i oktober. - Vi har faktisk bestemt, at vi vil vinde den kamp, lyder den bombastiske melding fra træneren efter et møde med spillertruppen tirsdag aften. Lidt af en udmelding, når gæsterne som det første danske hold nogensinde har spillet sig i ottendedelsfinalerne i Europa Cup'en. Ikke mindst takket være overbjørnen, den gigantiske bornholmer, Chris Christoffersen. - Nej, vi tager det her som en rå træningskamp. Det bliver en oplevelse at spille overfor sådan et hold og en spiller som Chris Christoffersen, siger Carsten Hermansen, som da heller ikke tror på, at Bakken Bears' absolutte stjerne bliver ret meget længere i dansk basketball. Den 218 centimeter højre og 130 kilo tunge landsholdsspiller har fået sin basketball-opdragelse i USA, hvor han også har spillet hovedparten af sin karriere, indtil han 28. oktober trådte ind som en superforstærkning af Bakken Bears. Siden har århusianerne ikke tabt til et dansk hold. Så hvis det nordjyske basketball-publikum vil se en mand med sko i størrelse 54 dunke nogle point ind på kontoen, så er chancen der onsdag aften i Aalborg Stadionhal. Og måske den sidste chance af den størrelse i et stykke tid.toto