Gigantium fyldt igen næste weekend

Søndag er der hjemmekamp for Aalborg DH - og formentlig også AaB Ishockey

Håndbold 10. marts 2007 05:00

AALBORG: Efter fredag aftens kæmpearrangement i Gigantium, er der udsigt til, at Aalborgs største idræts- og kulturanlæg allerede i næste weekend bliver fyldt igen. Lørdag aften er der nemlig koncert med Cliff Richard i Gigantium med over 8000 gæster. Og allerede dagen efter bliver der fløjtet op til Champions League-håndbold - Aalborg DH mod Hypo Niederösterreich. Den kamp går i gang allerede kl. 12.15, så arrangøren B 52 og Gigantium får travlt med at rydde hallen. Tiden er knap Men ikke nok med det. Formentlig skal der også spilles ishockey i Gigantium Isarena kl. 14. AaB og SønderjyskE skal spille bedst af syv kampe, og ingen regner med, at semifinalen allerede er afgjort efter de første fire matcher. Derfor er det allerede nu indregnet i planerne for Gigantium, at der skal spilles en femte kamp om søndagen med kampstart kl. 14. - Sådan er vilkårene, når man har bygget en multiarena, men man må sige, at anlægget bliver udnyttet, lyder det fra Jørgen Smed, økonomichef i Aalborg Kommunes kulturforvaltning. TV 2 bestemmer Han lægger ikke skjul på, at han gerne havde set, at håndboldkampen først var blevet spillet senere på søndagen. - Men det er TV2, der har bestemt tidspunktet, så det er vilkårene, siger Jørgen Smed og henviser til, at håndboldkampen sendes direkte på tv. Efter al sandsynlighed bliver der næste søndag også indsat shuttlebusser til og fra hallen, så trafikken ikke skal bryde sammen omkring Gigantium. Ligesom det var tilfældet i aftes, da Shakira gav koncert og AaB Ishockey samtidig tog hul på semifinalerne om DM. Men hele planlægningen omkring busbetjening bliver først aftalt i den kommende uge, når Gigantiums ledelse sætter sig sammen med Aalborg DH og AaB. Kamptidspunkterne for håndbold og ishockey falder ikke helt sammen, og det betyder, at når isarenaen er blevet fyldt med tilskuere - formentlig 5000 - så er de sandsynligvis 5000 håndboldtilskuere endnu ikke på vej væk fra hallen. Dermed undgår arrangørerne den værste flaskehals.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...