Gigantiums svømmehal ligner en succes

Med brede smil over hele linjen blev der fredag holdt rejsegilde på byggeriet af den nye svømmehal ved Gigantium i Aalborg.

Ikke nok med, at byggeriet ser ud til at holde den forventede pris på 85 millioner kroner - der bliver også tale om et ualmindeligt flot og velfungerende fritidstilbud til aalborgenserne, og det hele bliver færdigt til tiden, blev det fastslået i de officielle taler ved rejsegildet. Svømmehallen med 25-meter-bassin, varmtvandsbassin, udspringsbassin, morskabsbassin og wellness-afdeling åbner efter planen omkring 1. december. - Det endte med at blive et godt tidspunkt, vi fik sat gang i byggeriet. Vi fik en fornuftig pris, og vi får virkelig noget for pengene. Jeg tror, vores efterkommere vil sætte pris på det her byggeri, konstaterede en meget tilfreds borgmester Henning G. Jensen (S).