Gigantiumsk lagersalg

AALBORG:Torsdag til og med søndag arrangerer Sportmaster i samarbejde med Aalborg Damehåndbold det, som de selv kalder verdens største lagersalg i Gigantiums store hal. - Der er varer for omkring 40 millioner kroner i vejledende udsalgspris, siger Lars Bo Christiansen fra Sportmaster - som gået på klingen godt vil medgive, at han ikke kan bevise, at det rent faktisk er verdens største. Men stort, det er det under alle omstændigheder. Det er mestendels Hummel, der står på plakaten, både sportstøj og -udstyr og tøj fra firmaets modekollektion. - Vi har købt hele Hummels varelager, så der er både kollektionsprøver fra i år og rester fra sidste års kollektioner, siger Lars Bo Christiansen. Resten af varelageret er allehånde forskellige mærker, fælles for den del af salget er, at det udelukkende er sportstøj og -sko. For at give de købelystne lidt andet at tænke på end eventuelt slunkne tegnebøger, er der om fredagen mulighed for at møde Aalborg DHs hold og få autografer, og om lørdagen bliver der sat en storskærm op, så man kan se den anden semifinalekamp mod Viborg live. Når dørene bliver lukket søndag klokken 18 er lagerfesten definitivt slut - det bliver ikke en begivenhed, der vender tilbage lige med det første.