Gigantpolitiaktion skabte bilkøer på op til 30 kilometer

Fredagens omfattende politiaktion skabte meget lange køer. Politi i aktion på Fyn

Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

DANMARK:Den omfattende politiaktion, der blev iværksat fredag eftermiddag, medførte bilkøer på op til 30 kilometer.

Fredag aften kl. 22.30 oplyste Vejdirektoratet dog på Twitter, at det kun var på Sjællandssiden, der fortsat var kø frem mod betalingsanlægget ved Storebælt.

Tidligere på aftenen oplyste Vejdirektoratet til Ritzau, at der var lange køer i begge retninger omkring Storebæltsbroen og fra København mod Øresundsbroen.

Fredag eftermiddag blev politistyrker over hele landet sat ind, og al trafik fra Sjælland blev sat bero, da en politiaktion ud over det sædvanlige blev iværksat.

Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev lukket, ligesom færgerne til Sverige og Tyskland lå stille.

Kort før klokken 16 åbnede Storebæltsbroen og Øresundsbroen igen for trafik.

Ved 20-tiden var der i København en fem kilometer lang kø ved frakørsel 20 mod Øresundsbroen.

I begge retninger omkring Storebæltsbroen var køerne på mere end ti kilometer. Ved frakørsel 47 i Langeskov mod Sjælland var der kø cirka 20 kilometer.

Den længste kø var ved frakørsel 37 i Sorø mod Fyn. Her var køen på et tidspunkt omkring 30 kilometer lang.

Politiet var fredag aften talstærkt til stede i Espe ved Ringe på Fyn.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen ankom er kriminalteknikere til byen, hvor der i løbet af aftenen har været stor politiaktivitet.

Avisen tilføjer, at en af politiets droner fløj over Espe.

Politiet ønsker ikke at kommentere, hvad man laver i den lille landsby.

Ifølge TV2 havde politiet afspærret en ejendom, hvor politibiler blokerede indfaldsvejene.

Tv-stationen beretter desuden om, at taxaselskaber i området af politiet blev bedt om at udvise agtpågivenhed, når de samler kunder op.

Politiets arbejde hænger efter alt at dømme sammen med den store aktion, som har været i gang i store dele af landet siden fredag klokken 14.

Den omfattende politiaktion blev sat i værk i jagten på en sort Volvo med tre personer.

Køretøjet har politiet fundet. Man har dog ikke fortalt, hvorvidt man har foretaget anholdelser.

Og hvad de tre personer er efterlyst for, har politiet ikke oplyst. Hidtil har politiet kun sagt, at sagen drejer sig om alvorlig kriminalitet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.