Gigt- og rygcenter åbner som planlagt næste år

SKAGEN:Det var en glad og tilfreds formand for amtets sundhedsvalg, Karl Bornhøft (SF), der i forbindelse med Skagen Helses første konceptkonference på Color Hotel Skagen fredag kunne slå fast, at næste sommer åbner ryg- og gigtsanatoriet i den nedlagte sengeafdeling - den lave gule bygning - på det lukkede Skagen Sygehus. - Jeg forstår ikke helt, at der fra flere sider har været sået tvivl om projektet. Der har aldrig været usikkerhed om det, og til sommer kan amtet åbne for ryg- og gigtpatienter. Amtet skal lave et tilbud, der er så godt, at det kan få patienter til at søge til Skagen fremfor andre steder, fortæller Karl Bornhøft. Nu skal der planlægges i detaljer, ombygningen skal ud i licitation, og arbejdet skal sættes igang. Karl Bornhøft bekræfter, at de oprindelige udmeldinger holder. Det vil sige i første omgang fire heldøgnssenge og 16 deldøgnssenge i form af enkeltværelser med eget bad og toilet. Det er endnu ikke fastlagt, hvor mange medarbejdere, der skal ansættes til at behandle gigt- og rygpatienterne. Der er lagt op til et tre-ugers behandlingsforløb, og der regnes med, at cirka 250 patienter årligt kan få et ophold på sanatoriet.