Aalborg

Gigtgruppe for de yngre

{ AABYBRO: Gigten kender ingen alder. Det er ikke, som mange tror, en lidelse, der kun rammer den ældre del af befolkningen. Problemet var bare, at de arrangementer, som tit blev holdt i forbindelse med gigtforeninger, var med en overvægt af deltagere i pensionistalderen. Det fik tre friske piger i trediverne til at reagere. - Vi har lavet en ny gruppe for folk med gigtproblemer i alderen 20-45 år, og det er skam ikke en kritik af de andre gigtforeninger og grupper. Vores aldersgruppe tumler bare med nogle lidt andre problemer med eksempelvis børn og institutioner i forbindelse med vores gigt, siger Sachia Christensen fra den nystiftede gruppe. Og at der er et behov for gruppen, må mødet i mandags være et bevis på. Ud over de tre stiftere dukkede der seks andre op, som gerne ville være med. Og der er stadig plads til flere. De vil nu i fremtiden arbejde på at få nogle fagpersoner til at holde oplæg og arrangere fælles aktiviteter, som eksempelvis varmtvandssvømning. Senere i oktober vil der også blive holdt et arrangement på Gigtcenter Aalborg. Gigtgruppen holder til i Sund Bys kontorer i Aabybro, og gruppen er også for folk med muskel- og ledproblemer.