EMNER

Gintberg mødt med flagjubel

Publikum hyldede spontant Gintberg fra en fyldt sal

FREDERIKSHAVN:Når man har fødselsdag, bør man fejres - også selv om man er en kendt komiker på Danmarksturné. Så inden Jan Gintberg fredag aften gik på scenen og væltede Det Musiske Hus, havde han allerede fået både egen plads, nemlig den nu tidligere Rådhusplads, samt selve foyeren i DetMusiske Hus opkaldt efter sig. Og allerede nu står der gny om "Gintberg Plads" og "Gintberg Hall " - navne som for altid vil spøge i frederikshavnernes bevidsthed. Indenfor åbnede komikeren Jonathan Spang "Den Grimme Melding" og startede med at drille Gintberg, der netop er blevet far igen. - Jeg måtte jo finde på en gave til babyen. Hvad man ikke kan få i små størrelser! I butikkerne mødte jeg kvinder, der var orgasmen nær, og åååh og iiih-lydene blev højere, jo mindre og yndigere tøjet var. Så jeg har luret den. Nu køber jeg mig en babyblå skjorte str. 2 år og går på Crazy Daisy. Og så skal jeg edderma'me rive damer ned fra væggene og med hjem, sagde Jonathan Spang om sit ultimative score-hit. Så kom hans åndelige storebror, Jan Gintberg, på scenen. Publikum mødte ham med en spontan flaghyldest i anledning af hans 41-års fødselsdag, hvortil Gintberg replicerede: - Wauv, sikken masse fulde nordmænd vi har i salen i aften! Så gik Gintberg løs på H. C. Andersen - blandt andet. - Tænk, hvad Danmark er kendt for. En verdenskendt nationaldigter, der førte logbog over, hver gang han onanerede, en kaffekande på Museum of Modern Art og så trangen til at stikke et rødt flag med et hvidt kryds på ned i noget blødt, sagde Gintberg, der ikke selv var meget til eventyr som barn. - Jeg var noget af det mest nervøse og fik trækninger, så snart det begyndte at blive spændende. Så var det hen og tømme Cipramil-skabet med det samme, sagde Gintberg. Med karsk humor gik han til krigen og krigerne i Irak og billederne af Saddam Husseins tilfangetagelse . - Så dukker Saddam op på tv efter tilfangetagelsen med en gigantisk, filtret manke på hovedet. Og det første de gør, er at begynde at lede efter baconstumper mellem tænderne på ham, i stedet for at spørge ham, hvorfor han overhovedet gik i krig. Nå, der har vi en lille stump mellem 4 a og 3 a. I stedet for at tage fat på en anden måde. Han har ikke fået flourbehandling, siden Lilleskolen i Tikrit. Så én tandrensning og Saddam ville tilstå mordet i Finderup Lade, foreslog Gintberg. Han ved godt, han er højrøstet og så (og hørte) gerne sig selv som lidt mere stille. - Jeg lyder jo ofte som en smalhoftet kvinde, der er ved at føde en hjørnesofa, men det er ligesom det får en anden effekt, når man stille læser op, sagde Gintberg - og lod handling følge på ord. Men også (nogle) mænds paranoide homofobi, lesbiske par, kvindelig omgang med kæledyr, AIDS og Arriva kom under behandling fradag aften, hvor Gintberg og Spang tog publikum med storm i godt to timer.