EMNER

Gislev mellemlander i Aalborg

På vejen fra Billund til Nordkap i Norge kommer flyet lige forbi Aalborg - så hvorfor ikke prøve at stikke næsen ned og samle nordjyderne op. Som sagt, så gjort hos Gislev Rejser, der i år for første gang mellemlander i Aalborg på vej mod en rundrejse i det nordligste af Norge. - Vi gør det også i andre tilfælde, hvor vi har fly til at mellemlande i Odense Lufthavn på vej sydpå. Derfor fik vi den idé, at det kunne vi da også prøve i Aalborg, forklarer Mogens Andersen, der er direktør i Gislev Rejser, der er Danmarks største, når det gælder bus- og flyrejser med rejseleder hele vejen. Flyet mod nord lander i Aalborg syv gange i løbet af i år, men er man mere til bus, kan det også lade sig gøre. Der er også planlagt 10 rundrejser, hvor transporten er firehjulet. Gislev Rejser har netop sendt sit nye katalog på gaden. Det er en omfangsrig sag på 244 sider med i alt 139 rejsemål - og i forhold til sidste år 33 nyheder. Fordelingen i årets katalog hedder ca. en tredjedel flyrejser og to tredjedel busrejser. Prismæssigt er der tale om beskedne stigninger i forhold til i fjor. Det er især flyrejserne, der er steget, da flytransporten er blevet dyrere.