Gistrup-dreng skaber it-eventyr med færøske millioner i ryggen

Ny koncern sætter ekstra motor på veldrevne lokale virksomheder

Flemming Junker
Bo Mar­tin­sen: - Po­ten­tia­let i Nord­jyl­land er be­ty­de­ligt stør­re, end man­ge tror. FOTO: Sø­ren M. Os­good, Mediaprovider
Færøerne 26. august 2007 06:00

AALBORG: Selv om det faktisk ikke er ret mange år siden, at Bo Martinsen løb rundt og spillede fodbold i Gistrup, står han i dag midt i et it-eventyr, der på blot fire måneder har resulteret i et landsdækkende firma med 170 ansatte. Norriq hedder firmaet, der agter at blive landets førende leverandør af ERP-løsninger (Enterprise Ressource Planning - hvilket handler om styringssystemer til at skabe overblik over en virksomhed). Norriq så dagens lys i april og indledte med opkøb af Munk-IT, og siden har man føjet Conzern og senest Aalborg-virksomheden Senseit til buketten. Det betyder, at Norriq i dag har afdelinger i Silkeborg, Kolding, Odense, København og Aalborg. - Vores primære kunder er de små og mellemstore virksomheder, for det er her væksten sker på vores felt. Derfor er det vigtigt for os at være til stede lokalt, forklarer Bo Martinsen. AAU gjorde forskellen Hans forældre bor stadig i Gistrup, og den nu 33-årige Bo Martinsens historie så da også længe helt traditionel ud. Efter at have forladt Gistrup Skole kom han på Aalborg Handelsskole, og derefter fortsatte han på AAU. På universitetet tog han en HA og blev cand.merc. i international virksomhedsøkonomi - og så skete der noget. - Netop på grund af studiet i international virksomhedsøkonomi fik jeg job i New Zealand med at etablere danske virksomheder i regionen, og i den forbindelse begyndte jeg at koncentrere mig om it, fortæller Bo Martinsen. Hjemme igen fik han job først hos Compaq og senere hos Damgaard Navision, hvor han havde titel af divisionschef allerede som 27-28-årig. Da Navision i 2002 blev overtaget af Microsoft for et betydeligt milliardbeløb, fulgte Bo Martinsen med over i Microsoft med titel af salgschef. Færøske investorer Udover Danmark indebar jobbet også ansvaret for salg af Microsoft-produkter på Færøerne, og på den måde kom Bo Martinsen i kontakt med de investorer, der tidligere i år bakkede hans plan om at skabe et landsdækkende it-firma op med et trecifret millionbeløb i investeringer. - Planen bygger på det forhold, at der findes en lang række dygtige Microsoft Dynamics-forhandlere, men at de har svært ved at komme ud over de lokale begrænsninger. Vi tror på, at deres vækst og udvikling kan accelereres, hvis de kommer ind i en større sammenhæng. Aalborg-firma - Senseit i Aalborg er et rigtigt godt eksempel. Firmaet kan en masse, som vi kan bruge, ikke bare andre steder i landet, men også i udlandet. Der er tale om en ren og veldrevet virksomhed, hvor vi ikke skal ind og lave noget om. Vi sætter bare en ekstra motor på, forklarer Bo Martinsen, der nu har titel af koncernchef. Han fastslår, at Senseit ikke skal rives ud af den lokale sammenhæng: - Der sker en masse i Nordjylland, og potentialet heroppe er betydeligt større, end mange tror. Både Senseit og de to andre opkøbte firmaer skifter i løbet af få uger alle navn til Norriq, og de får helt sikkert også følgeskab af andre opkøb: - Der skal flere virksomheder til for at skabe det, vi har planer om. Strategien er at kombinere opkøb og organisk vækst, så vi kommer op mellem 300 og 500 medarbejdere, siger Bo Martinsen, der privat bor i Snekkersten på Sjælland med sin kone og to piger, hvoraf den ene er to år og den anden kun halvanden uge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...